For nogle år siden kørte Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko en kampagne under overskriften “for stabilitet”. I lang tid har han ikke kunnet leve op til det budskab – økonomien var i frit fald, og oppositionen vejede morgenluft – men i 2013’s første kvartal er det, i hvert fald for en vis tid, lykkedes ham at stabilisere situationen.
Hvideruslands økonomiske krise har på mange måder afsløret begrænsningerne ved landets økonomiske model. På den ene side blev det klart for enhver, at økonomiske reformer og finanspolitiske ændringer er nødvendige. På den anden side kan ingen nu være i tvivl om, præcist hvor afhængigt landet er af udenlandske subsidier. Selvom Hviderusland forventes at slutte 2013 med lav vækst, og nogen makroøkonomisk stabilitet, er landets leder nemlig nødt til at forholde sig til tilbagebetalingen af den optagede udlandsgæld, da gældsbyrden vokser betragteligt i 2014-15.
Lukasjenko har dog fået et vist pusterum til at overveje situationen og konsolidere sit greb om magten. Dels er det lykkedes, at få Rusland til at suspendere kravet om tilbagebetaling af 1,5-2 milliarder dollars for ubetalte toldafgifter, og dels blev det, den 7. december sidste år, offentliggjort, at Hviderusland ville modtage fjerde rate af et meget stort stabiliseringslån fra EurAsEC, Eurasiens Økonomiske Fællesskab. Det på trods af, at landet aldrig har levet op til de forpligtelser, der fulgte med lånet – der er således hverken gennemført økonomiske reformer eller privatiseringer.
Flere kommentatorer peger på, at Rusland lader til at have vurderet, at godt nok vil man gerne minimere subsidierne til Hviderusland, men man vil holde dem på et niveau, der garanterer politisk og økonomisk stabilitet. Og Lukasjenko har ikke været sen til at tage imod Ruslands udstrakte hånd – hvilket betyder, at han ikke længere står med tiggerhatten i hånden for vestlige låneformidlere som f.eks. IMF, hvorom præsidenten har udtalt, at ”vi vil klare os uden dem”. Faktisk er Lukasjenko så sikker i sin sag, at han direkte adspurgt om, hvilke nye udlandslån der er planlagt for 2013, svarede ”ingen”.
Efter rent faktisk at have vist interesse for at afhænde både små og store statsejede virksomheder, har Lukasjenko for nylig udtalt, at man bør ”stoppe med at tale om privatisering”. Med nogen ret har han påpeget, at ”det er ikke fordi, privatisering ikke er tilladt, men fordi landet ikke kan leve af at sælge nationale aktiver”.
Der, hvor snoren knækker for Lukasjenko, er nok der, hvor hans økonomiske model fortsat lover arbejde til alle. Det betyder dels, at det bliver meget dyrt og meget ineffektivt at drive de statsejede virksomheder, men det betyder også, at Lukasjenko har meget høje forventninger til privates overtagelser af virksomhederne. Han mener således, at opkøbere skal ”betale en pris og påtage sig forpligtelsen med at investere i produktionen, redde jobs, sikre folk rimelige lønninger og betale skatter”.
Endvidere vanskeliggør Lukasjenko den almindelige konkurrence om kundernes gunst. I et passioneret forsvar for at staten bevarer kontrollen med alle led af produktionen og distributionen af brød, understregede han således for nylig, at han ikke har noget imod at have ”tusinde private virksomheder i Hviderusland”, ”men vi vil bevare muligheden for at regulere priserne, når det er nødvendigt, for at sikre, at brødpriserne er overkommelige”.
Dette er ca. halvdelen af statusindlægget om Hviderusland - resten kan læses på http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1073
