At kalde de sidste ugers udvikling i Ukraine voldsom og uventet er slet ikke dækkende, og på en række områder rejse den store spørgsmål – hvad sker der nu, vil landet blive splittet op, finder man balancen mellem EU og Rusland? Udviklingen giver dog også anledning til overvejelser i Ukraines nabolande – blandt andet i Hviderusland, hvor nationens stærke mand, præsident Aleksander Lukasjenko, nok kigger på Ukraine med nogen nervøsitet. Hvideruslands økonomi er ikke stort bedre end Ukraines, Hvideruslands unge kigger også mod vest, når de planlægger deres fremtid, og Hviderusland hærges også af udbredt korruption. Han må alt andet lige spørge sig selv, om det kan gå ham, som det er gået Viktor Janukovich, eller om Ukraine er engangsforeteelse?

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk...

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk…

Der er en række forskelle mellem Ukraine og Hviderusland, der gør det svært at forestille sig, at det ukrainske eksempel kan overføres direkte til hviderussisk politik. Som én hviderussisk taler sagde det på den ukrainske Maidanplads, så ligner Ukraine et velfungerende demokrati, når man sammenligner med Hviderusland. I Ukraine er den politiske opposition stærkt repræsenteret i parlamentet, i Hviderusland har den ikke et eneste sæde. I Ukraine står oppositionspolitikere som borgmestre i spidsen for flere store byer, hvilket er komplet utænkeligt i Hviderusland, hvor der i hele landet kun er en lille håndfuld valgte byrådspolitikere fra oppositionen. Og i Ukraine har domstole og andre myndighedsorganer vist nogen uafhængighed fra centralregeringen i hovedstaden – det er bestemt ikke tilfældet i Hviderusland, hvor retssikkerhed er en by i Rusland, eller som man siger på de kanter – en by i Bayern!

De rige oligarkers rolle er også meget forskellig i de to nabolande. I Ukraine følges den økonomiske magt med den politiske – noget der blandt andet kommer til udtryk ved at private ejere af tv-kanaler bruger dele af deres sendetid til at promovere udvalgte oppositionspolitikkere. I Hviderusland er oligarkerne udelukket fra det politiske liv, og de ses ofte mere som forvaltere af formuer end som egentlige ejere. Tv-kanalerne er under skarp kontrol fra regimet.

En synlig forskel er derudover, at borgernes nationalfølelse er temmelig forskellig i de to lande – eller rettere, den er stor mellem Hviderusland og Vest-Ukraine. På mange måder minder hviderusserne en del om de russisksindede ukrainere i Øst-Ukraine. Det hviderussiske sprog er presset, landets officielle symboler er tilnærmelser af dem man brugte i sovjettiden, og der har løbende været historier fremme om, at det alene var et spørgsmål om tid inden Hviderusland lod sig opsluge af Rusland. I Ukraine taler selv Janukovich ukrainsk, selv demonstranter i Øst-Ukraine flager med det ukrainske flag, og det er dog kun halvdelen af landet, der er i fare for at blive opslugt af Rusland.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem Hviderusland og Ukraine idet, at ukrainerne viste sig klar til at gennemføre en egentlig revolution i landet. Modstanden dødede ikke ud, da snigskytter åbnede ild mod demonstranterne eller da Maidanpladsen blev angrebet af store kolonner af kampklædte politifolk og indenrigsministrielle specialtropper. Anderledes ser det ud i Hviderusland. I december 2012 viste en uafhængig måling, at kun 3 pct. af hviderusserne var klar til kræve en revolution, og så sent som september 2013 svarede 54 pct. af befolkningen, at de ”nogle gange” eller ”altid” havde brug for ”en stærk hånd til at lede dem”.

Hvis Lukasjenko på trods af alt dette alligevel nærer nogen nervøsitet for om udviklingen i Ukraine kan smitte på hans eget lille kongerige, kan det dog have gode grunde. Det lader nemlig ikke til, at den hviderussiske opposition har bidt mærke i, at situationen ikke lader sig overføre til Hviderusland. Som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, hvorfor den så lystigt gør det alligevel, findes der kræfter i Hviderusland som ser stort på de politiske analyser og hårdnakket kæmper for at lade den ukrainske virkelighed blive en hviderussisk virkelighed.

Dels har en lang række unge hviderussere selv gjort rejsen til Kiev, hvor de har deltaget i protesterne på Maidanpladsen, hviderussiske oppositionsledere har holdt taler der, og hviderussiske medier har – dog på sædvanlig manipulerende vis – set sig nødsaget til at rapportere fra begivenhederne. Dels kan en ny og hidtil uset alliance – direkte inspireret af udviklingen i Ukraine – være undervejs internt i den hviderussiske opposition.

Det er ikke en alliance, der med vestlige briller er særlig køn, men det er en alliance, der har vist sig effektiv i Ukraine. For nylig lagde en gruppe unge højreorienterede fodboldbøller et billede af sig selv på nettet. På billedet stod de med bannere og flag, der erklærede deres støtte til demonstranterne i Kiev. Myndighederne reagerede hurtigt og flere af de hviderussiske hooligans blev fængslet i et forsøg på at skræmme andre radikaliserede fodboldfans fra at tage lignende initiativer. Den etablerede opposition reagerede dog lige så hurtigt, og der gik ikke lang tid før det oprindelige støttebillede fik selskab af et andet, hvor en oppositionel rockstjerne, en systemkritisk journalist og en kendt filminstruktør sammen med flere andre viste deres støtte til de forfulgte fodboldfans. Noget lignende er ikke set før i Hviderusland – aldrig før har hovedstandens intellektuelle dannet fælles front med bøller, der mest er kendt for slagsmål, hadefulde remser og højreorienterede slogans, men sammenligner man med Ukraine, er der klare lighedspunkter med den såkaldte ”Højresektor”, som viste sig klar til at gå forrest i nævekampen med myndighederne.

Hvis ikke før, så i hvert fald til næste år, vil vi vide, i hvilket omfang det ukrainske eksempel kan overføres til Hviderusland – der skal kampen nemlig stå om landets højeste og suverænt mest magtfulde embede, og selvom Lukasjenko ihærdigt påstår, at han ikke klamrer sig til magten, har han endnu til gode at vise det første oprigtige tegn på villighed til at dele den med andre. En kamp om Hvideruslands fremtid kan blive absolut lige så blodig, som kampen har været i Ukraine, men den kan selvfølgelig også udvikle sig helt anderledes!

Udviklingen og fremtids scenarierne kommenterede jeg også på i DR P1’s “Europa lige nu” sidste søndag. Indslaget om Hviderusland starter efter en Ukraine-analyse ca. 14:20 inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-110#!/

Udklip

På overfladen er alt normalt i Hviderusland – eller i hvert fald så normalt som ting bliver i Hviderusland. Oppositionelle bliver forsat spærret inde i kortere eller længere perioder, hviderussisk økonomi er holdt kunstigt oppe af stor russisk støtte, og præsident Alexander Lukasjenko er ved at bygge et flot nyt palads til sig selv i en park lige udenfor Minsks centrum. Under overfladen ulmer en vilje til forandring dog. Indtil videre har den ikke fået aktiv folkelig opbakning, men nu prøver dele af landets demokratiske opposition nye veje af – og måske kan de nå nye befolkningsgrupper.

En række politiske partier, uafhængige ngo’er og løsere organiserede borgergrupper er gået sammen om at kræve en ikke nærmere defineret national folkeafstemning. Den skal ikke, som oppositionen ellers har haft for vane, fokusere på det, der deler hviderusserne – deres flag, sprog, historie – nej ikke engang direkte Lukasjenko selv! I stedet skal afstemningen fokusere på det, der bringer hviderusserne sammen, for oppositionsgrupperne mener, at de har identificeret et nyt flertal i befolkningen.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Og flere uafhængige meningsmålinger tyder faktisk på, at der er et flertal, der ønsker forandringer i Hviderusland, men som også mener, at det siddende regime er ude af stand til at levere disse forandringer. Det er folk mellem 27 og 45 år, og det er især kvinder over 30 år. Mange af dem stiller i disse dage sig selv spørgsmål som ”skal jeg flytte til et andet land, eller skal jeg blive og opbygge en karriere og en familie her?” eller ”skal mine børn flytte væk?”. Hidtil har denne gruppe ikke kastet deres støtte på Hvideruslands demokratiske opposition – heller ikke selvom den har mistet sin tillid til Lukasjenkos magtapparat!

Oppositionen ses nemlig af mange som en kraft, der kæmper for egen magt uden egentligt at være særlig interesseret i landets fremtid. Ambitionen med den nye kampagne er dog, at skifte fra et budskab om ”nej til Lukasjenko”, hvor man er oppe imod mange hviderusseres vurdering af Lukasjenko som en karismatisk leder, til ”forandringer og en fremtid for Hviderusland”, hvor Lukasjenko ikke kan give svar og i øvrigt står svagt.

At få formuleret folkeafstemningens nærmere indhold samt at arbejde på dens realisering er dog en længere rejse. Både under lokalvalgene i 2014, under præsidentvalget i 2015 og under parlamentsvalget i 2016 planlægger man at lade afstemningskravet være DET centrale oppositionelle krav, og man planlægger at hente inspiration til det eller de spørgsmål, som hviderusserne skal stilles, ligesom man planlægger, at indsamle de 500.000 underskrifter, som ifølge hviderussisk lovgivning kan udløse en folkeafstemning.

Rejsen er for så vidt begyndt. Indtil videre har Den Hviderussiske Folkefront, Sig Sandheden-kampagnen og andre grupper besøgt 20 byer, hvor de har holdt møder med ca. 2.000 hviderussere, hvilket er imponerende, for det er sådan set ikke engang deres vurdering, at folkeafstemningen vil få lov at blive afholdt – selv hvis de formelle krav rent faktisk nås. Måske er selve afstemningen dog heller ikke det vigtigste. Hvis den rent faktisk bliver afholdt, vil den selvfølgelig styrke oppositionsgruppernes position i de hviderussiske samfund, men hvis den bliver afvist, vil det give vind i sejlet for budskabet om, at den demokratiske opposition er den eneste kraft, der interesserer sig for landets og borgernes fremtid.

Samtidig har kampagnen tre fordele, der ikke bør kimses ad. For det første gør dens langsigtede mål op med den uheldige tradition, som den hviderussiske opposition har haft for at miste al opbygget momentum efter ethvert afholdt valg. Nu slutter kampagnen ikke blot fordi, der har været afholdt valg. Den fortsætter ufortrødent. For det andet hjælper folkeafstemningskravet med at skifte fokusset i oppositionen fra internt ævl og kævl om lederskab og positioner til et fælles politisk projekt, hvor taburetterne ikke i første omgang spiller nogen fremtrædende rolle. For det tredje er hviderusserne vant til folkeafstemninger og anser dem allerede som et anvendeligt og legitimt politiske værktøj, de har nemlig deltaget i folkeafstemninger i både 1995, 1996 og 2004.

Indlægget har tidligere været bragt  på Magasint rØST’s hjemmeside, http://www.magasinetroest.dk, den 22. august 2013.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

december 2016
M T W T F S S
« Mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031