På overfladen er alt normalt i Hviderusland – eller i hvert fald så normalt som ting bliver i Hviderusland. Oppositionelle bliver forsat spærret inde i kortere eller længere perioder, hviderussisk økonomi er holdt kunstigt oppe af stor russisk støtte, og præsident Alexander Lukasjenko er ved at bygge et flot nyt palads til sig selv i en park lige udenfor Minsks centrum. Under overfladen ulmer en vilje til forandring dog. Indtil videre har den ikke fået aktiv folkelig opbakning, men nu prøver dele af landets demokratiske opposition nye veje af – og måske kan de nå nye befolkningsgrupper.

En række politiske partier, uafhængige ngo’er og løsere organiserede borgergrupper er gået sammen om at kræve en ikke nærmere defineret national folkeafstemning. Den skal ikke, som oppositionen ellers har haft for vane, fokusere på det, der deler hviderusserne – deres flag, sprog, historie – nej ikke engang direkte Lukasjenko selv! I stedet skal afstemningen fokusere på det, der bringer hviderusserne sammen, for oppositionsgrupperne mener, at de har identificeret et nyt flertal i befolkningen.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Og flere uafhængige meningsmålinger tyder faktisk på, at der er et flertal, der ønsker forandringer i Hviderusland, men som også mener, at det siddende regime er ude af stand til at levere disse forandringer. Det er folk mellem 27 og 45 år, og det er især kvinder over 30 år. Mange af dem stiller i disse dage sig selv spørgsmål som ”skal jeg flytte til et andet land, eller skal jeg blive og opbygge en karriere og en familie her?” eller ”skal mine børn flytte væk?”. Hidtil har denne gruppe ikke kastet deres støtte på Hvideruslands demokratiske opposition – heller ikke selvom den har mistet sin tillid til Lukasjenkos magtapparat!

Oppositionen ses nemlig af mange som en kraft, der kæmper for egen magt uden egentligt at være særlig interesseret i landets fremtid. Ambitionen med den nye kampagne er dog, at skifte fra et budskab om ”nej til Lukasjenko”, hvor man er oppe imod mange hviderusseres vurdering af Lukasjenko som en karismatisk leder, til ”forandringer og en fremtid for Hviderusland”, hvor Lukasjenko ikke kan give svar og i øvrigt står svagt.

At få formuleret folkeafstemningens nærmere indhold samt at arbejde på dens realisering er dog en længere rejse. Både under lokalvalgene i 2014, under præsidentvalget i 2015 og under parlamentsvalget i 2016 planlægger man at lade afstemningskravet være DET centrale oppositionelle krav, og man planlægger at hente inspiration til det eller de spørgsmål, som hviderusserne skal stilles, ligesom man planlægger, at indsamle de 500.000 underskrifter, som ifølge hviderussisk lovgivning kan udløse en folkeafstemning.

Rejsen er for så vidt begyndt. Indtil videre har Den Hviderussiske Folkefront, Sig Sandheden-kampagnen og andre grupper besøgt 20 byer, hvor de har holdt møder med ca. 2.000 hviderussere, hvilket er imponerende, for det er sådan set ikke engang deres vurdering, at folkeafstemningen vil få lov at blive afholdt – selv hvis de formelle krav rent faktisk nås. Måske er selve afstemningen dog heller ikke det vigtigste. Hvis den rent faktisk bliver afholdt, vil den selvfølgelig styrke oppositionsgruppernes position i de hviderussiske samfund, men hvis den bliver afvist, vil det give vind i sejlet for budskabet om, at den demokratiske opposition er den eneste kraft, der interesserer sig for landets og borgernes fremtid.

Samtidig har kampagnen tre fordele, der ikke bør kimses ad. For det første gør dens langsigtede mål op med den uheldige tradition, som den hviderussiske opposition har haft for at miste al opbygget momentum efter ethvert afholdt valg. Nu slutter kampagnen ikke blot fordi, der har været afholdt valg. Den fortsætter ufortrødent. For det andet hjælper folkeafstemningskravet med at skifte fokusset i oppositionen fra internt ævl og kævl om lederskab og positioner til et fælles politisk projekt, hvor taburetterne ikke i første omgang spiller nogen fremtrædende rolle. For det tredje er hviderusserne vant til folkeafstemninger og anser dem allerede som et anvendeligt og legitimt politiske værktøj, de har nemlig deltaget i folkeafstemninger i både 1995, 1996 og 2004.

Indlægget har tidligere været bragt  på Magasint rØST’s hjemmeside, http://www.magasinetroest.dk, den 22. august 2013.

Advertisements