Hviderusland er i dag en stat med knap 10 mio. indbyggere fordelt på 207.600 m2. Hovedstaden Minsk ligger nogenlunde lige så langt fra København som Paris. Hviderusland grænser op til Polen, Litauen, Letland, Rusland og Ukraine.

Hviderusland, eller Den Hviderussiske Republik, som landet officielt hedder, opstod efter en række begivenheder i 1990 og 1991. Området der udgør vor tids Hviderusland har måttet lægge ryg til megen turbulens gennem tiderne. I middelalderen var området en del af Det Litauiske Storhertugdømme. Senere blev det delt mellem Polen og Rusland. Efter første verdenskrig lykkedes det ikke at oprette en selvstændig stat som i nabolandende Litauen og Letland, selvom forsøget blev gjort med uafhængighedserklæringen af 25. marts 1918. Den Hviderussiske Folkerepublik mødte fra starten modstand, og måtte, i januar 1919, se sig nedkæmpet. I stedet oprettedes Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik, som i grove træk dækkede det område, der i dag udgør Hviderusland. Med en kort, men meget blodig afbrydelse under anden verdenskrig, var det sovjetiske styre stabilt i Hviderusland frem til slutningen af 1980’erne.

Den 27. juli 1990 vedtog det hviderussiske parlament, Den Øverste Sovjet, at løsrive sig fra Sovjetunionen. Reelt blev denne vedtagelse dog først effektueret den 25. august 1991 efter et gammelkommunistisk kupforsøg i Moskva og på Krimhalvøen slog fejl. Forskellige politiske og økonomisk udfordringer havde ført til uafhængighedsønsket. Tjernobyl-katastrofen havde medført en voldsom radioaktiv forurening af Hvideruslands syd-østlige del. Opdagelsen af Stalin-tidens massegrave i Kurapaty ved Minsk ringvejen chokerede den hviderussiske befolkning. Stadig stigende korruption og økonomisk forfald prægede Sovjetunionen. Og for den intellektuelle elite var nationalitetsspørgsmålet, symboliseret ved en fornyet interesse i det hviderussiske sprog, kultur og opfattelse af egen historie, af stor vigtighed.

I juli 1994 vandt Aleksander Lukashenko en overraskende, men også overbevisende, sejr i Hvideruslands første præsidentvalg. Lukashenko, der tidligere havde arbejdet som KBG grænsevagt og direktør for en kollektiv farm, blev valgt på løfter om at bekæmpe korruption og at genoprette landets økonomi. Han forblev tro mod kommunistiske traditioner og lovede Rusland troskab, mens han dæmoniserede Vesten. Lukashenko sidder 16 år senere stadig ved magten, og hans land beskrives ofte som et sovjetisk frilandsmuseum. Der er noget surrealistisk over planøkonomi, KGB og folk der i største alvor tiltaler hinanden ”kammerat” i år 2014, men ifølge den verdenskendte hviderussiske maler, Marc Chagall, er Hviderusland også et land hvor gederne flyver over hustagene.

o

Om bloggeren

Mit navn er Jonathan Nielsen, og jeg har været levende optaget af Hviderusland de seneste ti år. Jeg har gennemført projekter for unge hviderussere og har rådgivet både dansk presse og internationale diplomater om hviderussiske forhold. Jeg har også boet og studeret i Hviderusland og har gode personlige kontakter i landet og i de europæiske organisationer, som opererer der.

Jeg er 35 år og arbejder til hverdag som politisk konsulent på Christiansborg. Privat bor jeg sammen med min kæreste, som deler min passion for Øst- og Centraleuropa. Hun driver derfor bloggen Ildfuglen, som beskriver russiske nyheder for et dansk publikum.