For nogle år siden kørte Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko en kampagne under overskriften “for stabilitet”. I lang tid har han ikke kunnet leve op til det budskab – økonomien var i frit fald, og oppositionen vejede morgenluft – men i 2013’s første kvartal er det, i hvert fald for en vis tid, lykkedes ham at stabilisere situationen.

za-stabilnost

Hvideruslands økonomiske krise har på mange måder afsløret begrænsningerne ved landets økonomiske model. På den ene side blev det klart for enhver, at økonomiske reformer og finanspolitiske ændringer er nødvendige. På den anden side kan ingen nu være i tvivl om, præcist hvor afhængigt landet er af udenlandske subsidier. Selvom Hviderusland forventes at slutte 2013 med lav vækst, og nogen makroøkonomisk stabilitet, er landets leder nemlig nødt til at forholde sig til tilbagebetalingen af den optagede udlandsgæld, da gældsbyrden vokser betragteligt i 2014-15.

Lukasjenko har dog fået et vist pusterum til at overveje situationen og konsolidere sit greb om magten. Dels er det lykkedes, at få Rusland til at suspendere kravet om tilbagebetaling af 1,5-2 milliarder dollars for ubetalte toldafgifter, og dels blev det, den 7. december sidste år, offentliggjort, at Hviderusland ville modtage fjerde rate af et meget stort stabiliseringslån fra EurAsEC, Eurasiens Økonomiske Fællesskab. Det på trods af, at landet aldrig har levet op til de forpligtelser, der fulgte med lånet – der er således hverken gennemført økonomiske reformer eller privatiseringer.

Flere kommentatorer peger på, at Rusland lader til at have vurderet, at godt nok vil man gerne minimere subsidierne til Hviderusland, men man vil holde dem på et niveau, der garanterer politisk og økonomisk stabilitet. Og Lukasjenko har ikke været sen til at tage imod Ruslands udstrakte hånd – hvilket betyder, at han ikke længere står med tiggerhatten i hånden for vestlige låneformidlere som f.eks. IMF, hvorom præsidenten har udtalt, at ”vi vil klare os uden dem”. Faktisk er Lukasjenko så sikker i sin sag, at han direkte adspurgt om, hvilke nye udlandslån der er planlagt for 2013, svarede ”ingen”.

Efter rent faktisk at have vist interesse for at afhænde både små og store statsejede virksomheder, har Lukasjenko for nylig udtalt, at man bør ”stoppe med at tale om privatisering”. Med nogen ret har han påpeget, at ”det er ikke fordi, privatisering ikke er tilladt, men fordi landet ikke kan leve af at sælge nationale aktiver”.

Der, hvor snoren knækker for Lukasjenko, er nok der, hvor hans økonomiske model fortsat lover arbejde til alle. Det betyder dels, at det bliver meget dyrt og meget ineffektivt at drive de statsejede virksomheder, men det betyder også, at Lukasjenko har meget høje forventninger til privates overtagelser af virksomhederne. Han mener således, at opkøbere skal ”betale en pris og påtage sig forpligtelsen med at investere i produktionen, redde jobs, sikre folk rimelige lønninger og betale skatter”.

Endvidere vanskeliggør Lukasjenko den almindelige konkurrence om kundernes gunst. I et passioneret forsvar for at staten bevarer kontrollen med alle led af produktionen og distributionen af brød, understregede han således for nylig, at han ikke har noget imod at have ”tusinde private virksomheder i Hviderusland”, ”men vi vil bevare muligheden for at regulere priserne, når det er nødvendigt, for at sikre, at brødpriserne er overkommelige”.

Dette er ca. halvdelen af statusindlægget om Hviderusland – resten kan læses på http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1073

I ugen frem til og med søndag den 23. september kan hviderusserne afgive deres stemme til valget af det hviderussiske parlaments underhus. Overhuset forventes valgt ved indirekte valg den 25. september. At tale om valg er dog i sig selv at strække sandheden en hel del. Til de 110 pladser i underhuset er der, efter at de to store oppositionspartier United Civil Party og Belarusian Popular Front netop har valgt at trække deres 60 kandidater – kun 294 kandidater tilbage. I 10 opstillingskredse er der end ikke en modstander til regimets kandidat!

Det hviderussiske parlament er en af få større bygninger i Minsk, der overlevede anden verdenskrig. Der er heller ikke meget kamp om en plads i bygningen ved det igangværende parlamentsvalg!

Billedet er temmelig anderledes end ved det seneste parlamentsvalg, der blev afholdt i 2008. Dengang var der ca. fire kandidater per plads i parlamentet. Endnu mere skævt bliver billedet af, at det nu står klart, at kun ca. 60 af de tilbageværende kandidater er egentligt oppositionelle, og at kun én større oppositionel organisation er repræsenteret i valgkampen. Sig Sandheden-kampagnen, med den tidligere præsidentkandidat Vladimir Neklajev i spidsen, trodser således den øvrige oppositions boykot.

Alligevel lader det til, at de hviderussiske myndigheder vil gøre sit til at valget fremstår mere pluralistisk end tidligere. I den seneste valgperiode har der kun været et egentligt parti repræsenteret i underhuset – nemlig det lille kommunistiske parti. Resten af parlamentsmedlemmer var såkaldt ’uafhængige’. Denne gang er der dog en del, der tyder på, at både kommunisterne, The Agrarian Party og systemets nye parti, Belaya Rus, vil blive repræsenteret. Belaya Rus er modelleret over den russiske præsident Vladimir Putins parti, United Russia, og har igennem nogen tid været allesteds nærværende i det hviderussiske samfund.

Dette er ca. halvdelen af indlægget om parlamentsvalget i Hviderusland – resten vil kunne læses på www.magasinetroest.dk fra torsdag den 20. september 2012.

For nylig modtog jeg en opfordring fra Ruslands-blogger Mette Bærbach Bas (http://ruslandseksperten.dk/) om at kigge nærmere på hendes nye e-bog ”5 veje til det lukrative russiske marked”. Nu skriver jeg jo sædvanligvis kun om hviderussiske forhold på denne blog, men ingen regler uden undtagelser… Og der er jo langt imellem gode dansksprogede indlæg om regionen, og der er rigtig langt imellem indlæg, der sætter fokus på dansk erhvervslivs muligheder i post-sovjetiske rum, så hvorfor ikke bøje egne regler en smule? At bogen særligt fokuserer på det russiske marked betyder i øvrigt ikke, at der ikke er inspiration at hente for de, nok ret få, der overvejer det hviderussiske marked. Hviderusland er dog ikke så langt på vejen mod en markedsstyret økonomi, som Rusland er, så ricisiene for danske investorer er alt andet lige større…

Runesten i Polotsk – nogle danskere når frem til det østligste Europa!

Mette Bærbach Bas’ bog lister – som titlen også indikerer – fem særligt attraktive sektortilgange for dansk investering: energieffektivitet, medicinalindustrien, turisme, landbrug og konsumvarer. Alle tilgangene er indsigtsfuldt krydret med egne observationer og interessant talmateriale. For eksempel skriver Bærbach Bas et sted, at ”Rusland er et land med 14 millionbyer og 10 mio. husholdninger med økonomisk overskud til at købe forbrugsgoder. Det russiske marked tæller over hundrede millioner forbrugere. Arlas produkter tiltaler den russiske forbruger fordi det er oste af god kvalitet, forarbejdet under fødevaresikre forhold. Det vil den russiske forbruger gerne betale for.” På denne måde forsøger forfatteren at fremme danske virksomheders og investorers mod på at kaste sig ind på det russiske marked – dels fordi hun tydeligvis ser nogle gode business cases, men også fordi hun selv brænder for Rusland. Hun skriver således om sin motivation, at ”de her ting interesserer mig, fordi jeg selv har stået i en situation, hvor jeg intet forstod af, hvorfor pokker russerne reagerede og opførte sig, som de gjorde.”

Den personlige, og ikke kun forretningsmæssige, motivation skinner da også igennem flere andre steder. Flere af hendes kapitler afsluttes således med mere moralske betragtninger om, hvorfor vi i langt højere grad end det sker i dag bør engagere os i Rusland. Efter at have skrevet om erhvervsmulighederne indenfor energieffektivitet, skriver hun således, at ”derfor har vi et ansvar for at videreformidle vores viden og bidrage til den omfangsrige og meget nødvendige oprydning, som Rusland står overfor.” Den tilgang kan jeg så men godt genkende, men jeg er ikke helt overbevist om, om den skaber kunder i butikken…

I det hele taget er det Mette Bærbach Bas magtpåliggende, at nedbryde de stærke fordomme om Rusland, der dominerer mange danskeres syn på landet. Hun skriver et sted, at ”der er god brug for de positive historier om Rusland”, og der er ingen tvivl om at hun leverer dem. Til gengæld er hun meget hurtig til at feje bekymringer af banen. I hendes afrunding skriver hun, at filmen knækker, ”der hvor danske virksomheder ikke helt tør tage springet, fordi Rusland er besværligt, det ligger langt væk, sproget er uforståeligt, vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere bureaukratiet, vi er bange for korruption og mafia, eller hvilken historie vi nu går og fortæller os selv. Potentialet for danske virksomheder er tårnhøjt, og det er rent ud sagt hul i hovedet ikke at udnytte det.”

Jeg synes, at det er en lidt letsindig måde at feje erhvervslivets bekymringer af banen. For nogle år siden besøgte jeg en tidligere danskejet medicinalvirksomhed i Hviderusland – det er selvfølgelig ikke Rusland, men den danske ledelse kunne langt hen ad vejen bekræfte billedet af konfrontationer med korrupte myndighedspersoner og absurd bureaukrati. Det billede som mange har af det post-sovjetiske rum, og hvis vi kigger specifikt på Rusland, er rædselshistorierne her tidligere blevet rullet åbent ud i en af de meget få øvrige bøger om dansk erhvervslivs erfaring i Rusland. I journalist Morten Hansteds bog ”Rubler og skrupler” fra 2003, om danske virksomheders indgang på det russiske marked efter kommunismens fald, kunne man således læse side op og side ned om netop de mange problemer, der traditionelt står i vejen, når man involverer sig i det russiske. Efter min mening ville det derfor have klædt Mette Bærbach Bas’ bog at have haft et kapitel med, med helt lavpraktiske råd til, hvordan de typiske udfordringer effektivt kan takles – især når nu holdningen er, disse udfordringer ikke er så store, når det kommer til stykket.

Når dette er sagt, er bogen bestemt læseværdig og vigtig for både danske virksomheder og investorer der overvejer entre på det russiske marked, og for i øvrigt for alle os andre, der brænder for det post-sovjetiske rum. Den nuancerer på mange måder, det skæve billede man får af regionen fra især danske medier.

Bogen kan købes på følgende link: http://ruslandseksperten.dk/5-veje-til-det-lukrative-russiske-marked/

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930