You are currently browsing the tag archive for the ‘folkeafstemning’ tag.

På overfladen er alt normalt i Hviderusland – eller i hvert fald så normalt som ting bliver i Hviderusland. Oppositionelle bliver forsat spærret inde i kortere eller længere perioder, hviderussisk økonomi er holdt kunstigt oppe af stor russisk støtte, og præsident Alexander Lukasjenko er ved at bygge et flot nyt palads til sig selv i en park lige udenfor Minsks centrum. Under overfladen ulmer en vilje til forandring dog. Indtil videre har den ikke fået aktiv folkelig opbakning, men nu prøver dele af landets demokratiske opposition nye veje af – og måske kan de nå nye befolkningsgrupper.

En række politiske partier, uafhængige ngo’er og løsere organiserede borgergrupper er gået sammen om at kræve en ikke nærmere defineret national folkeafstemning. Den skal ikke, som oppositionen ellers har haft for vane, fokusere på det, der deler hviderusserne – deres flag, sprog, historie – nej ikke engang direkte Lukasjenko selv! I stedet skal afstemningen fokusere på det, der bringer hviderusserne sammen, for oppositionsgrupperne mener, at de har identificeret et nyt flertal i befolkningen.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Hviderusserne er vant til at give deres underskrift i forbindelse med både valg og folkeafstemninger. Her skriver en borger under på, at en oppositionel præsidentkandidat måtte opstille til valget i 2006.

Og flere uafhængige meningsmålinger tyder faktisk på, at der er et flertal, der ønsker forandringer i Hviderusland, men som også mener, at det siddende regime er ude af stand til at levere disse forandringer. Det er folk mellem 27 og 45 år, og det er især kvinder over 30 år. Mange af dem stiller i disse dage sig selv spørgsmål som ”skal jeg flytte til et andet land, eller skal jeg blive og opbygge en karriere og en familie her?” eller ”skal mine børn flytte væk?”. Hidtil har denne gruppe ikke kastet deres støtte på Hvideruslands demokratiske opposition – heller ikke selvom den har mistet sin tillid til Lukasjenkos magtapparat!

Oppositionen ses nemlig af mange som en kraft, der kæmper for egen magt uden egentligt at være særlig interesseret i landets fremtid. Ambitionen med den nye kampagne er dog, at skifte fra et budskab om ”nej til Lukasjenko”, hvor man er oppe imod mange hviderusseres vurdering af Lukasjenko som en karismatisk leder, til ”forandringer og en fremtid for Hviderusland”, hvor Lukasjenko ikke kan give svar og i øvrigt står svagt.

At få formuleret folkeafstemningens nærmere indhold samt at arbejde på dens realisering er dog en længere rejse. Både under lokalvalgene i 2014, under præsidentvalget i 2015 og under parlamentsvalget i 2016 planlægger man at lade afstemningskravet være DET centrale oppositionelle krav, og man planlægger at hente inspiration til det eller de spørgsmål, som hviderusserne skal stilles, ligesom man planlægger, at indsamle de 500.000 underskrifter, som ifølge hviderussisk lovgivning kan udløse en folkeafstemning.

Rejsen er for så vidt begyndt. Indtil videre har Den Hviderussiske Folkefront, Sig Sandheden-kampagnen og andre grupper besøgt 20 byer, hvor de har holdt møder med ca. 2.000 hviderussere, hvilket er imponerende, for det er sådan set ikke engang deres vurdering, at folkeafstemningen vil få lov at blive afholdt – selv hvis de formelle krav rent faktisk nås. Måske er selve afstemningen dog heller ikke det vigtigste. Hvis den rent faktisk bliver afholdt, vil den selvfølgelig styrke oppositionsgruppernes position i de hviderussiske samfund, men hvis den bliver afvist, vil det give vind i sejlet for budskabet om, at den demokratiske opposition er den eneste kraft, der interesserer sig for landets og borgernes fremtid.

Samtidig har kampagnen tre fordele, der ikke bør kimses ad. For det første gør dens langsigtede mål op med den uheldige tradition, som den hviderussiske opposition har haft for at miste al opbygget momentum efter ethvert afholdt valg. Nu slutter kampagnen ikke blot fordi, der har været afholdt valg. Den fortsætter ufortrødent. For det andet hjælper folkeafstemningskravet med at skifte fokusset i oppositionen fra internt ævl og kævl om lederskab og positioner til et fælles politisk projekt, hvor taburetterne ikke i første omgang spiller nogen fremtrædende rolle. For det tredje er hviderusserne vant til folkeafstemninger og anser dem allerede som et anvendeligt og legitimt politiske værktøj, de har nemlig deltaget i folkeafstemninger i både 1995, 1996 og 2004.

Indlægget har tidligere været bragt  på Magasint rØST’s hjemmeside, http://www.magasinetroest.dk, den 22. august 2013.

Hviderusland er i dag det eneste europæiske land, der idømmer dødsstraf i både krigs- og fredstid – og landet holder sig fortsat ikke tilbage fra at eksekvere straffen. For ganske nylig henrettede landet således Andrej Zhuk og Vasil Jazeptjuk, som begge var dømt for mord. Henrettelserne foregik efter samme opskrift som altid.

Ifølge hviderussisk lov oplyses fanger idømt dødsstraf først om deres forestående henrettelse, umiddelbart før den faktisk skal finde sted. Henrettelsen foretages med et pistolskud i baghovedet. Herefter begaves ligene i al hemmelighed, og henrettedes pårørende oplyses alene om, at henrettelsen har fundet sted. Der gives således ikke oplysninger om, hvor dømte er begravet.

Hviderussiske myndigheder er også meget hemmelighedsfulde med, hvor mange der hvert år henrettes, selvom det er oplyst, at landet med ca. ti mio. indbyggere mellem 1996 og 2001 henrettede ca. 130 mennesker. Europarådet har flere gange fordømt Hvideruslands brug af dødsstraf, blandt andet i år 2000, hvor rådet gjorde det i ”de allerkraftigste vendinger”.

Måske er der dog lys forude. Godt nok stemte 80,44% af hviderusserne imod en afskaffelse af dødsstraffen i 1996, men dengang var det også kun muligt at idømme fængselsstraf i op til 15 år. Siden da er der åbnet for fængsel på livstid, og antallet af forbrydelser, der kan medføre dødsstraf, er skåret ned, ligesom børn, ældre, kvinder og psykisk syge ikke længere kan dømmes til døden. Hvideruslands autokratiske præsident Lukashenko har endda givet nogle benådninger, og landets forfatningsdomstol har udtalt, at dødsstraffens fortsatte eksistens alene er på midlertidig basis.

Senest har Lukashenko oplyst, at der vil blive afholdt en oplysningskampagne, inden der afholdes en ny folkeafstemning om spørgsmålet. Dette, mener Lukashenko, er nødvendigt, hvis resultatet skal blive et andet, end det man opnåede i 1996. Det må nu være op til EU, som i lighed med Europarådet, gentagende gange har påtalt Hvideruslands brug af dødsstraf, at hjælpe de hviderussiske myndigheder i mål, så dødsstraf ikke længere er et europæisk fænomen.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930