You are currently browsing the tag archive for the ‘Janukovich’ tag.

At kalde de sidste ugers udvikling i Ukraine voldsom og uventet er slet ikke dækkende, og på en række områder rejse den store spørgsmål – hvad sker der nu, vil landet blive splittet op, finder man balancen mellem EU og Rusland? Udviklingen giver dog også anledning til overvejelser i Ukraines nabolande – blandt andet i Hviderusland, hvor nationens stærke mand, præsident Aleksander Lukasjenko, nok kigger på Ukraine med nogen nervøsitet. Hvideruslands økonomi er ikke stort bedre end Ukraines, Hvideruslands unge kigger også mod vest, når de planlægger deres fremtid, og Hviderusland hærges også af udbredt korruption. Han må alt andet lige spørge sig selv, om det kan gå ham, som det er gået Viktor Janukovich, eller om Ukraine er engangsforeteelse?

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk...

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk…

Der er en række forskelle mellem Ukraine og Hviderusland, der gør det svært at forestille sig, at det ukrainske eksempel kan overføres direkte til hviderussisk politik. Som én hviderussisk taler sagde det på den ukrainske Maidanplads, så ligner Ukraine et velfungerende demokrati, når man sammenligner med Hviderusland. I Ukraine er den politiske opposition stærkt repræsenteret i parlamentet, i Hviderusland har den ikke et eneste sæde. I Ukraine står oppositionspolitikere som borgmestre i spidsen for flere store byer, hvilket er komplet utænkeligt i Hviderusland, hvor der i hele landet kun er en lille håndfuld valgte byrådspolitikere fra oppositionen. Og i Ukraine har domstole og andre myndighedsorganer vist nogen uafhængighed fra centralregeringen i hovedstaden – det er bestemt ikke tilfældet i Hviderusland, hvor retssikkerhed er en by i Rusland, eller som man siger på de kanter – en by i Bayern!

De rige oligarkers rolle er også meget forskellig i de to nabolande. I Ukraine følges den økonomiske magt med den politiske – noget der blandt andet kommer til udtryk ved at private ejere af tv-kanaler bruger dele af deres sendetid til at promovere udvalgte oppositionspolitikkere. I Hviderusland er oligarkerne udelukket fra det politiske liv, og de ses ofte mere som forvaltere af formuer end som egentlige ejere. Tv-kanalerne er under skarp kontrol fra regimet.

En synlig forskel er derudover, at borgernes nationalfølelse er temmelig forskellig i de to lande – eller rettere, den er stor mellem Hviderusland og Vest-Ukraine. På mange måder minder hviderusserne en del om de russisksindede ukrainere i Øst-Ukraine. Det hviderussiske sprog er presset, landets officielle symboler er tilnærmelser af dem man brugte i sovjettiden, og der har løbende været historier fremme om, at det alene var et spørgsmål om tid inden Hviderusland lod sig opsluge af Rusland. I Ukraine taler selv Janukovich ukrainsk, selv demonstranter i Øst-Ukraine flager med det ukrainske flag, og det er dog kun halvdelen af landet, der er i fare for at blive opslugt af Rusland.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem Hviderusland og Ukraine idet, at ukrainerne viste sig klar til at gennemføre en egentlig revolution i landet. Modstanden dødede ikke ud, da snigskytter åbnede ild mod demonstranterne eller da Maidanpladsen blev angrebet af store kolonner af kampklædte politifolk og indenrigsministrielle specialtropper. Anderledes ser det ud i Hviderusland. I december 2012 viste en uafhængig måling, at kun 3 pct. af hviderusserne var klar til kræve en revolution, og så sent som september 2013 svarede 54 pct. af befolkningen, at de ”nogle gange” eller ”altid” havde brug for ”en stærk hånd til at lede dem”.

Hvis Lukasjenko på trods af alt dette alligevel nærer nogen nervøsitet for om udviklingen i Ukraine kan smitte på hans eget lille kongerige, kan det dog have gode grunde. Det lader nemlig ikke til, at den hviderussiske opposition har bidt mærke i, at situationen ikke lader sig overføre til Hviderusland. Som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, hvorfor den så lystigt gør det alligevel, findes der kræfter i Hviderusland som ser stort på de politiske analyser og hårdnakket kæmper for at lade den ukrainske virkelighed blive en hviderussisk virkelighed.

Dels har en lang række unge hviderussere selv gjort rejsen til Kiev, hvor de har deltaget i protesterne på Maidanpladsen, hviderussiske oppositionsledere har holdt taler der, og hviderussiske medier har – dog på sædvanlig manipulerende vis – set sig nødsaget til at rapportere fra begivenhederne. Dels kan en ny og hidtil uset alliance – direkte inspireret af udviklingen i Ukraine – være undervejs internt i den hviderussiske opposition.

Det er ikke en alliance, der med vestlige briller er særlig køn, men det er en alliance, der har vist sig effektiv i Ukraine. For nylig lagde en gruppe unge højreorienterede fodboldbøller et billede af sig selv på nettet. På billedet stod de med bannere og flag, der erklærede deres støtte til demonstranterne i Kiev. Myndighederne reagerede hurtigt og flere af de hviderussiske hooligans blev fængslet i et forsøg på at skræmme andre radikaliserede fodboldfans fra at tage lignende initiativer. Den etablerede opposition reagerede dog lige så hurtigt, og der gik ikke lang tid før det oprindelige støttebillede fik selskab af et andet, hvor en oppositionel rockstjerne, en systemkritisk journalist og en kendt filminstruktør sammen med flere andre viste deres støtte til de forfulgte fodboldfans. Noget lignende er ikke set før i Hviderusland – aldrig før har hovedstandens intellektuelle dannet fælles front med bøller, der mest er kendt for slagsmål, hadefulde remser og højreorienterede slogans, men sammenligner man med Ukraine, er der klare lighedspunkter med den såkaldte ”Højresektor”, som viste sig klar til at gå forrest i nævekampen med myndighederne.

Hvis ikke før, så i hvert fald til næste år, vil vi vide, i hvilket omfang det ukrainske eksempel kan overføres til Hviderusland – der skal kampen nemlig stå om landets højeste og suverænt mest magtfulde embede, og selvom Lukasjenko ihærdigt påstår, at han ikke klamrer sig til magten, har han endnu til gode at vise det første oprigtige tegn på villighed til at dele den med andre. En kamp om Hvideruslands fremtid kan blive absolut lige så blodig, som kampen har været i Ukraine, men den kan selvfølgelig også udvikle sig helt anderledes!

Udviklingen og fremtids scenarierne kommenterede jeg også på i DR P1’s “Europa lige nu” sidste søndag. Indslaget om Hviderusland starter efter en Ukraine-analyse ca. 14:20 inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-110#!/

I de hviderussiske landsbyer var det ganske normalt, at de lokale slægter og selve stedet delte navne. I løbet af det tyvende århundrede har landets befolkning dog vandret mere rundt i verden – og i selve landet for den sags skyld – end nogensinde før. Derfor dukker hviderussiske stednavne indimellem op udenfor de små uanseelige landsbyer. Her er et par gode eksempler.

Forleden indsattes Viktor Janukovich som ny præsident i Hvideruslands naboland Ukraine. Det var et uventet comeback for en politiker som var blevet dømt helt ude, efter den orange revolution for nogle år sider skyllede hen over Ukraine. I Hviderusland er der borgere, der kipper særligt med flaget over valget af Janukovich. De hedder også Janukovich og bor i den lille landsby Januki (deraf Janukovich). Det er i Januki, der ligger i det nordlige Hviderusland, den nyvalgte præsidents far, Fjodor Janukovich, blev født i 1923. Fjodor var meget ung, da hans far, altså Viktors bedstefar, Vladimir Janukovich, flyttede til Ukraine, fordi han havde fået job i kulminerne. Selv flyttede han først flere år senere, da han fik job som lokomotivfører i kulmineområdet. Onde tunger fortæller, at han pludselig fik travlt med at forlade Januki, fordi han var mistænkt for at have samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt. I hvert fald bad NKVD, KGB’s forløber, om at få ham udleveret allerede i 1945. Det skete dog aldrig.

I Ukraine blev Fjodor gift med Olga, og i 1950 fik de sammen Viktor. Olga døde dog allerede i 1952, og selvom Fjodor senere blev gift igen, kom Viktor til at vokse op hos sine bedsteforældre, som var blevet i Ukraine. Viktor Janukovich kan altså med god grund regne sig selv som Ukrainer, da han både er født og opvokset i landet. Alligevel har han, i hvert fald et par gange, besøgt Januki, blandt andet sammen med den hviderussiske statsminister, Sergej Sidorski. I dag kun er der fire faste beboere (der alle hedder Janukovich) fordelt på tre huse i den lille landsby. I byens storhedstid havde der ellers været 36 huse. Der er dog heller ikke hverken butikker, skoler, postkontorer eller i det hele taget ret mange andre bekvemmeligheder til at holde på indbyggerne. Til gengæld ligger Januki i et smukt naturområde med direkte adgang til skove, søer, moser og enge.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, blev i 1909 født i en anden lille hviderussisk landsby. Den hed Stary Gromyki, hvilket betyder Gammel Gromyko, og den lå lidt udenfor regionshovedstaden Gomel. I hans selvbiografi fra 1989 skriver Andrej Gromyko om sin landsby: ”Ja, det var en ganske lille landsby, og ja, der var som regel ikke nok af nogen ting til, at vi kunne klare os gennem den sidste del af vinteren. Der var måske to eller tre hjem, som havde nok, og situationen var ikke bedre i nabolandsbyerne. Mændene måtte derfor af sted om vinteren for at finde sæsonarbejde andre steder, men de måtte hjem til deres familier og pløje deres lille jordlod, når solen vendte tilbage om foråret, så de kunne ikke rejse så langt.” Med Sovjetunionens oprettelse kom nye muligheder til landsbyen. Gromyko beskriver, hvordan han efter den russiske revolution meldte sig ind i ungkommunisternes forbund, Komsomol, og begyndte at organisere celler i Gammel Gromyki og Ny Gromyki. Arbejdet i Komsomol krævede forberedelse, og Gromyko fortæller, at: ”Vi måtte læse en masse. Folk kom med alle mulige bøger og blade, som de havde fundet på lofter og i kældre, og der blev oprettet læsestuer i landsbyerne.” Således gik det til, at unge, ikke bare fra Gromyki, men fra mange hviderussiske landsbyer, pludselig kunne søge optagelse på gymnasier og senere universiteter, og på den måde få et andet liv, end det der havde været budt deres forfædre.

I dag rummer Gammel Gromyki dog ingen muligheder. For et par år siden besøgte jeg på en lun forårsdag landsbyen, som i modsætning til Januki i dag er totalt affolket. Husene er sunket sammen, skolen overtaget af naturen og området officielt lukket. En del af Sovjetunionens arv i Hviderusland er nemlig, at en stor del at landets syd-østlige del er stærkt forurenet af atomart nedfald fra Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930