You are currently browsing the tag archive for the ‘KGB’ tag.

Som jeg har skrevet om før, har Hvideruslands økonomi det skidt – rigtig skidt! Godt nok er landet nu blevet stillet 3 mia. dollars i udsigt af Eurasec (se blogposten nedenfor), og godt nok går der mange rygter om kommende lynsalg af Hvideruslands arvegods som f.eks. de sidste halvtreds statsejede procent af Beltransgas (den hviderussiske gaslinie der bringer russisk gas til det lukrative vestlige marked), MAZ (den store statsejede lastvognsfabrik Minsk Auto Zavod) og Belaruskali (en af verdens ledende producenter af gødning), men samtidig er der stadig massere af rapporter om, hvad den økonomiske krise giver af problemer. Ikke mindst volder benzinpriserne både borgerne og regimet store problemer…

Først gik benzinpriserne op - nu ligger de stille... og det er også et problem!

For lidt over en uge siden blev præsident Lukashenko og hans regime således skræmt af en relativt lille demonstration i hjertet af Minsk. Flere bilister standsede i protest deres køretøjer og blokerede det ellers så travle Uafhængighedsprospekt. De var vrede over, at prisen på benzin var steget med mere end halvtreds procent, samtidig med at devaluering og inflation udhuler deres lønninger. Selvom myndighederne i vanlig stil satte hårdt ind overfor demonstranterne, blev det også besluttet at fastlåse benzinpriserne for ikke at skabe yderligere uro.

Med denne beslutning løste myndighederne et problem, men skabte samtidig en række nye. Dels skal de naturligvis finde finansiering for at kunne fastholde benzinpriserne på et unaturligt lavt niveau, men dels skaber de også et incitament for købe benzin billigt i Hviderusland og sælge det dyrt i nabolandende.

For at imødegå disse nye problemer udelukkede myndighederne ikke-hviderussere fra at købe benzin billigt i Hviderusland, og de indførte samtidig en restriktion på, hvor meget benzin en hviderusser må have i sin tank, når han forlader Hviderusland. Denne grænse blev sat så lavt som fem liter – hvilket i søndags fik chauffører til at blokere en hviderussisk-polsk grænseovergang i nærheden af Grodno. Chaufførerne hævdede at grænsen var sat så lavt, at de ikke kunne nå den nærmeste polske benzinstation med kun fem liter benzin i tanken.

Endvidere viser det sig nu, at den hviderussiske efterretningstjeneste KGB har opdaget en hjemmelavet benzin-pipeline, der fra Hviderusland løber ind i enten Litauen eller Letland (hvilket af de to er ikke offentliggjort), og at de har arresteret to lokomotivførere for at opgive forkerte forbrugstal, for at kunne sælger overskydende togdiesel i udlandet… Det tyder på, at det er ved at gå op for det hviderussiske regime, at der ingen lette løsninger er på landets økonomiske problemer – mere eller mindre velmenende tiltag kan hurtigt vise sig blot at være ny benzin på bålet!

I de hviderussiske landsbyer var det ganske normalt, at de lokale slægter og selve stedet delte navne. I løbet af det tyvende århundrede har landets befolkning dog vandret mere rundt i verden – og i selve landet for den sags skyld – end nogensinde før. Derfor dukker hviderussiske stednavne indimellem op udenfor de små uanseelige landsbyer. Her er et par gode eksempler.

Forleden indsattes Viktor Janukovich som ny præsident i Hvideruslands naboland Ukraine. Det var et uventet comeback for en politiker som var blevet dømt helt ude, efter den orange revolution for nogle år sider skyllede hen over Ukraine. I Hviderusland er der borgere, der kipper særligt med flaget over valget af Janukovich. De hedder også Janukovich og bor i den lille landsby Januki (deraf Janukovich). Det er i Januki, der ligger i det nordlige Hviderusland, den nyvalgte præsidents far, Fjodor Janukovich, blev født i 1923. Fjodor var meget ung, da hans far, altså Viktors bedstefar, Vladimir Janukovich, flyttede til Ukraine, fordi han havde fået job i kulminerne. Selv flyttede han først flere år senere, da han fik job som lokomotivfører i kulmineområdet. Onde tunger fortæller, at han pludselig fik travlt med at forlade Januki, fordi han var mistænkt for at have samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt. I hvert fald bad NKVD, KGB’s forløber, om at få ham udleveret allerede i 1945. Det skete dog aldrig.

I Ukraine blev Fjodor gift med Olga, og i 1950 fik de sammen Viktor. Olga døde dog allerede i 1952, og selvom Fjodor senere blev gift igen, kom Viktor til at vokse op hos sine bedsteforældre, som var blevet i Ukraine. Viktor Janukovich kan altså med god grund regne sig selv som Ukrainer, da han både er født og opvokset i landet. Alligevel har han, i hvert fald et par gange, besøgt Januki, blandt andet sammen med den hviderussiske statsminister, Sergej Sidorski. I dag kun er der fire faste beboere (der alle hedder Janukovich) fordelt på tre huse i den lille landsby. I byens storhedstid havde der ellers været 36 huse. Der er dog heller ikke hverken butikker, skoler, postkontorer eller i det hele taget ret mange andre bekvemmeligheder til at holde på indbyggerne. Til gengæld ligger Januki i et smukt naturområde med direkte adgang til skove, søer, moser og enge.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, blev i 1909 født i en anden lille hviderussisk landsby. Den hed Stary Gromyki, hvilket betyder Gammel Gromyko, og den lå lidt udenfor regionshovedstaden Gomel. I hans selvbiografi fra 1989 skriver Andrej Gromyko om sin landsby: ”Ja, det var en ganske lille landsby, og ja, der var som regel ikke nok af nogen ting til, at vi kunne klare os gennem den sidste del af vinteren. Der var måske to eller tre hjem, som havde nok, og situationen var ikke bedre i nabolandsbyerne. Mændene måtte derfor af sted om vinteren for at finde sæsonarbejde andre steder, men de måtte hjem til deres familier og pløje deres lille jordlod, når solen vendte tilbage om foråret, så de kunne ikke rejse så langt.” Med Sovjetunionens oprettelse kom nye muligheder til landsbyen. Gromyko beskriver, hvordan han efter den russiske revolution meldte sig ind i ungkommunisternes forbund, Komsomol, og begyndte at organisere celler i Gammel Gromyki og Ny Gromyki. Arbejdet i Komsomol krævede forberedelse, og Gromyko fortæller, at: ”Vi måtte læse en masse. Folk kom med alle mulige bøger og blade, som de havde fundet på lofter og i kældre, og der blev oprettet læsestuer i landsbyerne.” Således gik det til, at unge, ikke bare fra Gromyki, men fra mange hviderussiske landsbyer, pludselig kunne søge optagelse på gymnasier og senere universiteter, og på den måde få et andet liv, end det der havde været budt deres forfædre.

I dag rummer Gammel Gromyki dog ingen muligheder. For et par år siden besøgte jeg på en lun forårsdag landsbyen, som i modsætning til Januki i dag er totalt affolket. Husene er sunket sammen, skolen overtaget af naturen og området officielt lukket. En del af Sovjetunionens arv i Hviderusland er nemlig, at en stor del at landets syd-østlige del er stærkt forurenet af atomart nedfald fra Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Jeg har godt nok aldrig selv set geder flyve over hustagene i Hviderusland. Ikke engang da jeg aflagde maleren Marc Chagalls barndomshjem i provinsbyen Vitebsk et besøg. Hjemmet er ellers ofte afbilledet under de flyvende geder. På den anden side var der heller ingen jødiske spillemænd ved huset, selvom også de tit fik en plads på hans billeder. I det hele taget er der i dag meget få jøder i Hviderusland. De er døde eller rejst. Menachem Begin rejste til Israel og blev landets 6. statsminister. Andre flyttede til USA og stiftede familier der, og i dag kan kendte amerikanere som Larry King, Kirk og Michael Douglas og Harrison Ford spore deres rødder til Hviderusland.

Selvom jeg ikke har set de flyvende geder, har det dog ikke skortet på surrealistiske oplevelser i Hviderusland. Landet kan bedst beskrives som et sovjetisk frilandsmuseum. Planøkonomi baseret på løbende fem-års-planer, strækmarch foran mindesmærkerne for anden verdenskrig, den alle steders nærværende efterretningstjeneste KGB, soldater der i graveste alvor tiltaler hinanden ”kammerat”, røde faner og et statslogo med en kornkrans omkring en opgående sol hører alt sammen til dagens orden.

Hviderusland er sådan set ikke et kommunistisk land. Ifølge landets forfatning er Hviderusland en ”social” stat – hvad det så end betyder? Faktummet er dog, at den politiske magt i landet er samlet omkring Batka – farmand, som præsident Aleksander Lukashenko kærligt omtaltes. Han blev – fair and square – valgt i 1994. Siden da har det dog været så som så med de demokratiske tilstande i landet.

På denne blog vil jeg følge udviklingen i Hviderusland, give mine vurderinger af personer, udfordringer og hændelser, trække historiske linier, fortælle historier fra hverdagen og sætte fokus på vores eget forhold til landet. Ja, i det hele taget vil jeg give min store interesse for dette surrealistiske land frit løb. Velkommen til bloggen og velkommen til de flyvende geders land!

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930