You are currently browsing the tag archive for the ‘Komsomol’ tag.

Det er ikke lang tid siden, at jeg her på bloggen omtalte de nye internetbaserede demonstrationsindkaldelser. Jeg skrev dengang, at der var indkaldt til fire kommende demonstrationer. Disse har nu været afholdt, og som resultat er hundredvis blevet arresteret, og et nyt politisk symbol er opstået. I dag har arrangørerne af ”revolution gennem sociale medie” meddelt, at de ugentlige protestaktioner vil fortsætte på ubestemt tid.

At klappe eller ikke at klappe?

Demonstrationerne blev oprindeligt indkaldt som ”stille”, og var vist nok tænkt som netop det: ingen slagord, ingen protestskilte, ingen krav, ingenting. Bare en stille samling af folk der mødtes nogle timer og atter skiltes igen. Det viste sig dog, at demonstranterne ikke kunne være helt stille – de begyndte at klappe. Nogen klappede i takt, og nogen klappede bare lidt på må og få, men klappede gjorde de alle. Og pludselig var noget så simpelt og uskyldigt som klap blevet Hvideruslands nyeste politiske symbol. Et symbol på protest!

Den udvikling har tydeligvis voldt det hviderussiske regime og dets støtter alvorlige kvaler. Det så vi f.eks. i søndags, hvor regimet fejrede uafhængighedsdagen (fra den nazistiske besættelse af Minsk… og altså ikke fra sovjetunionen) med militærparade og tale af præsident Lukashenko. Pludselig – under Lukashenkos tale – begyndte en lille gruppe mennesker at klappe, hvor det bestemt ikke var sanktioneret af regimet. Disse mennesker blev naturligvis straks gennet bort af vrede politisoldater. Til gengæld var der nærmest ingen af præsidentens støtter, der turde klappe, da hans tale var færdig – for hvad nu hvis det blev opfattet forkert?

I andre situationer har regimet forsøgt at manipulere sig ud af oppositionens nyeste protestmiddel. Således var der i sidste onsdags indkaldt til demonstration på den centrale Oktoberplads i Minsk (på trods af det netop indførte demonstrationsforbud). Da demonstranterne nåede pladsen fandt de dog ud af, at der i al hast var arrangeret fest og koncert for BRSM (den systemvenlige hviderussiske ungdomsunion – efterfølger til det hedengange kommunistiske Komsomol og i oppositionskredse nedladende kendt ved navne som Hitler Jugend eller Lukamol). Tanken var tydeligvis, at demonstranter, der måtte have lyst til at give denne begivenhed klap med på vejen, ikke ville være til stor skade… hvilket vel alt andet lige må siges at være temmelig snedigt tænkt.

Regimets snedige plan faldt dog noget fra hinanden, da regnen stod ned og meget få BRSM-medlemmer vovede sig ud i dette vejr. Myndighederne så sig i dette lys nødsaget til at gå hårdt til demonstranterne, hvoraf flere fik tæv og mange blev arresteret.

På en nylig pressekonference blev en ledende sikkerhedsofficer på baggrund af de mange arrestationer spurgt til om det ikke længere var lovligt at stå og klappe på gaden. Det ville jo oplagt være dumt at svare klart nej. I stedet var regimets officielle svar, at der da ikke var noget galt med at klappe, men at ”klap uden grund” kunne tyde på sindssygdom… en slet skjult trussel om things to come!

Også i de kommende uger bliver det således spændende at følge udviklingen i Hviderusland…

I de hviderussiske landsbyer var det ganske normalt, at de lokale slægter og selve stedet delte navne. I løbet af det tyvende århundrede har landets befolkning dog vandret mere rundt i verden – og i selve landet for den sags skyld – end nogensinde før. Derfor dukker hviderussiske stednavne indimellem op udenfor de små uanseelige landsbyer. Her er et par gode eksempler.

Forleden indsattes Viktor Janukovich som ny præsident i Hvideruslands naboland Ukraine. Det var et uventet comeback for en politiker som var blevet dømt helt ude, efter den orange revolution for nogle år sider skyllede hen over Ukraine. I Hviderusland er der borgere, der kipper særligt med flaget over valget af Janukovich. De hedder også Janukovich og bor i den lille landsby Januki (deraf Janukovich). Det er i Januki, der ligger i det nordlige Hviderusland, den nyvalgte præsidents far, Fjodor Janukovich, blev født i 1923. Fjodor var meget ung, da hans far, altså Viktors bedstefar, Vladimir Janukovich, flyttede til Ukraine, fordi han havde fået job i kulminerne. Selv flyttede han først flere år senere, da han fik job som lokomotivfører i kulmineområdet. Onde tunger fortæller, at han pludselig fik travlt med at forlade Januki, fordi han var mistænkt for at have samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt. I hvert fald bad NKVD, KGB’s forløber, om at få ham udleveret allerede i 1945. Det skete dog aldrig.

I Ukraine blev Fjodor gift med Olga, og i 1950 fik de sammen Viktor. Olga døde dog allerede i 1952, og selvom Fjodor senere blev gift igen, kom Viktor til at vokse op hos sine bedsteforældre, som var blevet i Ukraine. Viktor Janukovich kan altså med god grund regne sig selv som Ukrainer, da han både er født og opvokset i landet. Alligevel har han, i hvert fald et par gange, besøgt Januki, blandt andet sammen med den hviderussiske statsminister, Sergej Sidorski. I dag kun er der fire faste beboere (der alle hedder Janukovich) fordelt på tre huse i den lille landsby. I byens storhedstid havde der ellers været 36 huse. Der er dog heller ikke hverken butikker, skoler, postkontorer eller i det hele taget ret mange andre bekvemmeligheder til at holde på indbyggerne. Til gengæld ligger Januki i et smukt naturområde med direkte adgang til skove, søer, moser og enge.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, blev i 1909 født i en anden lille hviderussisk landsby. Den hed Stary Gromyki, hvilket betyder Gammel Gromyko, og den lå lidt udenfor regionshovedstaden Gomel. I hans selvbiografi fra 1989 skriver Andrej Gromyko om sin landsby: ”Ja, det var en ganske lille landsby, og ja, der var som regel ikke nok af nogen ting til, at vi kunne klare os gennem den sidste del af vinteren. Der var måske to eller tre hjem, som havde nok, og situationen var ikke bedre i nabolandsbyerne. Mændene måtte derfor af sted om vinteren for at finde sæsonarbejde andre steder, men de måtte hjem til deres familier og pløje deres lille jordlod, når solen vendte tilbage om foråret, så de kunne ikke rejse så langt.” Med Sovjetunionens oprettelse kom nye muligheder til landsbyen. Gromyko beskriver, hvordan han efter den russiske revolution meldte sig ind i ungkommunisternes forbund, Komsomol, og begyndte at organisere celler i Gammel Gromyki og Ny Gromyki. Arbejdet i Komsomol krævede forberedelse, og Gromyko fortæller, at: ”Vi måtte læse en masse. Folk kom med alle mulige bøger og blade, som de havde fundet på lofter og i kældre, og der blev oprettet læsestuer i landsbyerne.” Således gik det til, at unge, ikke bare fra Gromyki, men fra mange hviderussiske landsbyer, pludselig kunne søge optagelse på gymnasier og senere universiteter, og på den måde få et andet liv, end det der havde været budt deres forfædre.

I dag rummer Gammel Gromyki dog ingen muligheder. For et par år siden besøgte jeg på en lun forårsdag landsbyen, som i modsætning til Januki i dag er totalt affolket. Husene er sunket sammen, skolen overtaget af naturen og området officielt lukket. En del af Sovjetunionens arv i Hviderusland er nemlig, at en stor del at landets syd-østlige del er stærkt forurenet af atomart nedfald fra Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930