You are currently browsing the tag archive for the ‘økonomi’ tag.

For nylig modtog jeg en opfordring fra Ruslands-blogger Mette Bærbach Bas (http://ruslandseksperten.dk/) om at kigge nærmere på hendes nye e-bog ”5 veje til det lukrative russiske marked”. Nu skriver jeg jo sædvanligvis kun om hviderussiske forhold på denne blog, men ingen regler uden undtagelser… Og der er jo langt imellem gode dansksprogede indlæg om regionen, og der er rigtig langt imellem indlæg, der sætter fokus på dansk erhvervslivs muligheder i post-sovjetiske rum, så hvorfor ikke bøje egne regler en smule? At bogen særligt fokuserer på det russiske marked betyder i øvrigt ikke, at der ikke er inspiration at hente for de, nok ret få, der overvejer det hviderussiske marked. Hviderusland er dog ikke så langt på vejen mod en markedsstyret økonomi, som Rusland er, så ricisiene for danske investorer er alt andet lige større…

Runesten i Polotsk – nogle danskere når frem til det østligste Europa!

Mette Bærbach Bas’ bog lister – som titlen også indikerer – fem særligt attraktive sektortilgange for dansk investering: energieffektivitet, medicinalindustrien, turisme, landbrug og konsumvarer. Alle tilgangene er indsigtsfuldt krydret med egne observationer og interessant talmateriale. For eksempel skriver Bærbach Bas et sted, at ”Rusland er et land med 14 millionbyer og 10 mio. husholdninger med økonomisk overskud til at købe forbrugsgoder. Det russiske marked tæller over hundrede millioner forbrugere. Arlas produkter tiltaler den russiske forbruger fordi det er oste af god kvalitet, forarbejdet under fødevaresikre forhold. Det vil den russiske forbruger gerne betale for.” På denne måde forsøger forfatteren at fremme danske virksomheders og investorers mod på at kaste sig ind på det russiske marked – dels fordi hun tydeligvis ser nogle gode business cases, men også fordi hun selv brænder for Rusland. Hun skriver således om sin motivation, at ”de her ting interesserer mig, fordi jeg selv har stået i en situation, hvor jeg intet forstod af, hvorfor pokker russerne reagerede og opførte sig, som de gjorde.”

Den personlige, og ikke kun forretningsmæssige, motivation skinner da også igennem flere andre steder. Flere af hendes kapitler afsluttes således med mere moralske betragtninger om, hvorfor vi i langt højere grad end det sker i dag bør engagere os i Rusland. Efter at have skrevet om erhvervsmulighederne indenfor energieffektivitet, skriver hun således, at ”derfor har vi et ansvar for at videreformidle vores viden og bidrage til den omfangsrige og meget nødvendige oprydning, som Rusland står overfor.” Den tilgang kan jeg så men godt genkende, men jeg er ikke helt overbevist om, om den skaber kunder i butikken…

I det hele taget er det Mette Bærbach Bas magtpåliggende, at nedbryde de stærke fordomme om Rusland, der dominerer mange danskeres syn på landet. Hun skriver et sted, at ”der er god brug for de positive historier om Rusland”, og der er ingen tvivl om at hun leverer dem. Til gengæld er hun meget hurtig til at feje bekymringer af banen. I hendes afrunding skriver hun, at filmen knækker, ”der hvor danske virksomheder ikke helt tør tage springet, fordi Rusland er besværligt, det ligger langt væk, sproget er uforståeligt, vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere bureaukratiet, vi er bange for korruption og mafia, eller hvilken historie vi nu går og fortæller os selv. Potentialet for danske virksomheder er tårnhøjt, og det er rent ud sagt hul i hovedet ikke at udnytte det.”

Jeg synes, at det er en lidt letsindig måde at feje erhvervslivets bekymringer af banen. For nogle år siden besøgte jeg en tidligere danskejet medicinalvirksomhed i Hviderusland – det er selvfølgelig ikke Rusland, men den danske ledelse kunne langt hen ad vejen bekræfte billedet af konfrontationer med korrupte myndighedspersoner og absurd bureaukrati. Det billede som mange har af det post-sovjetiske rum, og hvis vi kigger specifikt på Rusland, er rædselshistorierne her tidligere blevet rullet åbent ud i en af de meget få øvrige bøger om dansk erhvervslivs erfaring i Rusland. I journalist Morten Hansteds bog ”Rubler og skrupler” fra 2003, om danske virksomheders indgang på det russiske marked efter kommunismens fald, kunne man således læse side op og side ned om netop de mange problemer, der traditionelt står i vejen, når man involverer sig i det russiske. Efter min mening ville det derfor have klædt Mette Bærbach Bas’ bog at have haft et kapitel med, med helt lavpraktiske råd til, hvordan de typiske udfordringer effektivt kan takles – især når nu holdningen er, disse udfordringer ikke er så store, når det kommer til stykket.

Når dette er sagt, er bogen bestemt læseværdig og vigtig for både danske virksomheder og investorer der overvejer entre på det russiske marked, og for i øvrigt for alle os andre, der brænder for det post-sovjetiske rum. Den nuancerer på mange måder, det skæve billede man får af regionen fra især danske medier.

Bogen kan købes på følgende link: http://ruslandseksperten.dk/5-veje-til-det-lukrative-russiske-marked/

I anledning af et-året for det hviderussiske præsidentvalg og de store protester, der fulgte i dets kølvand, deltog jeg tidligere i dag i DR’s Orientering på P1. Jeg var blevet bedt om at kommentere på Hvideruslands aktuelle økonomiske situation – og den er ikke god! I starten af 2011 kunne en million hviderussiske rubler veksles til 300 amerikanske dollars. Nu kan samme beløb kun veksles til 100 dollars. Lukashenkos eneste svar på den historiske krise er nye lån og frasalg af statslige virksomheder. De dybdegående reformer udebliver totalt.

Hør hele min vurdering af situationen på følgende link: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2011/12/29/154024_2.htm

Til interview i DR Byen

At sige noget klogt om Hvideruslands aktuelle økonomiske situation er langt fra nemt. Skal man tro landets øverste myndigheder, er den økonomiske krise det rene opspind. Således oplyser f.eks. Nadeshda Jermakova, der er bestyrelsesformand for den store Belarusbank, at de udenlandske valutareserver bliver stadigt større og finansiel uro er blevet erstattet med stabilitet. Samtidig lyder det dog fra anden kant, at sortbørsprisen for en amerikansk dollar nu er oppe på 6.350 hviderussiske rubler, hvor den officielle kurs ligger helt nede på 4.950 rubler. Min egen erfaring fra mit nylige besøg er i landet er da også, at mens alle var mere end villige til at veksle dollars til rubler til langt bedre priser end dem de statsejede banker tilbød, kneb det gevaldigt med at få vekslet sine hviderussiske rubler tilbage til dollars… også i Belarusbank!

De mange byggepladser i Minsk signalerer ikke ligefrem økonomisk krise – ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at arbejdet står stille på de fleste!

Hvideruslands økonomi voksede i 2010 med mere end 7,5 procent, hvilket umiddelbart må siges at være en ganske pæn vækst i kølvandet på en verdensomspændende økonomisk krise. Tallet dækker dog over store underliggende problemer. Landet har de sidste år taget store udenlandske lån for ikke mindre end 28 mia. dollars. Samtidig har det frasolgt store statslige virksomheder, som f.eks. banker, teleselskaberne Velcom og BeST og halvdelen af gasledningsselskabet Beltransgas, til en samlet værdi af ca. 10 mia. dollars. Det har dog ikke sideløbende med de store kapitalindsprøjtninger formået at styrke sin konkurrenceevne – heller ikke selvom Rusland fortsat subsidierer landets økonomi gennem meget lave energipriser. Hviderusland betaler således kun 250 dollars pr. kubikmeter russisk gas, hvor Ukraine betaler 290 dollar og Polen betaler 401 dollar for samme mængde.

Det ligger videre klart, at importen i 2010 oversteg eksporten med 13,5 procent af BNP og at indenlandsk forbrug i samme år oversteg den indenlandske produktion med mere end 7 mia. dollars. Tallene levner således ingen tvivl om, at Hviderusland i øjeblikket lever over evne… og fremtiden ser ikke just mere lovende ud: Hviderusland har allerede været tvunget til halvere værdien af deres valuta, forbrugerpriserne er bare i første kvartal af 2011 steget med ca. 16 procent og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev har for nylig meddelt, at landet ikke længere vil være med til at finansiere Hviderusland. På det lavpraktiske plan rapporteres der stadigt oftere om varemangel, der giver mindelser om Sovjetunionens sidste dage. Senest løb butikkerne i Brest således tør for sukker.

Økonomiske reformer virker umiddelbart som den eneste vej ud af moradset. Denne, ellers åbenlyse konklusion, lader det dog endnu ikke til at præsident Lukashenko har villet nå. Under præsidentvalget i december sidste år lovede han store lønstigninger, men indtil videre lader hans eneste strategi til at være, at forsøge at tage flere lån samt at frasælge flere virksomheder.

Jeg bad på mit møde med ledelsen af det borgerlige oppositionsparti United Civil Party (UCP) næstformanden Lev Marholin vurdere, hvor store værdier Lukashenko kan hente ved en hurtig privatisering af de mest privatiseringsegnede statsvirksomheder. Hans vurdering var, at præsidenten i år ville kunne have held til rejse 3 til 10 mia. dollars ved at følge denne strategi. Umiddelbart mente Marholin, at landets to raffinaderier, i lighed med de sidste 50 procent af Beltransgas, ville kunne sælges til russiske købere. Han vurderede videre, at telekommunikationsvirksomheden Beltelekom samt den store stålproducent BMZ også er klar til privatisering. Først og fremmest lagde han dog vægt på de igangværende forhandlinger om privatisering af mineselskabet Belaruskali. Hans vurdering var, at Lukashenko ville kunne hente op mod 10 mia. dollars på denne konto alene. Han forklarede dog, at Lukashenko værgede sig mod dette, da han ønsker at få 15 mia. dollars for bare 50 procent af selskabet. Til den pris vil hverken de potentielle russiske, kinesiske eller canadiske købere være med!

Belaruskali kan på kort sigt stabilisere hviderussisk økonomi, men et hurtigt salg vil ikke løse landets store udfordringer!

UCP’s formand Anatoly Lebedko understregede ved samme møde flere gange for mig, at man fra partiets side har fremlagt et omfattende program for en genopretning af hviderussisk økonomi… Ikke mindst fordi man ser landets aktuelle økonomiske problemer som værende en stor chance for oppositionen! Således kunne han blandt andet henvise til en nylig meningsmåling, der vidste mindre end 30 procent opbakning til Lukashenko. Lebedko understregede i øvrigt, at regeringen offentligt har valgt at lægge afstand til UCP’s økonomiske plan – der er en opdatering af en plan fremlagt under præsidentvalget sidste år – men samtidig har valgt at invitere planens ophavsmand, den tidligere nationalbankdirektør Stanislav Bogdankevich, til møde med premierministeren.

Planen kan læses på engelsk på dette link.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930