You are currently browsing the tag archive for the ‘opposition’ tag.

At kalde de sidste ugers udvikling i Ukraine voldsom og uventet er slet ikke dækkende, og på en række områder rejse den store spørgsmål – hvad sker der nu, vil landet blive splittet op, finder man balancen mellem EU og Rusland? Udviklingen giver dog også anledning til overvejelser i Ukraines nabolande – blandt andet i Hviderusland, hvor nationens stærke mand, præsident Aleksander Lukasjenko, nok kigger på Ukraine med nogen nervøsitet. Hvideruslands økonomi er ikke stort bedre end Ukraines, Hvideruslands unge kigger også mod vest, når de planlægger deres fremtid, og Hviderusland hærges også af udbredt korruption. Han må alt andet lige spørge sig selv, om det kan gå ham, som det er gået Viktor Janukovich, eller om Ukraine er engangsforeteelse?

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk...

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk…

Der er en række forskelle mellem Ukraine og Hviderusland, der gør det svært at forestille sig, at det ukrainske eksempel kan overføres direkte til hviderussisk politik. Som én hviderussisk taler sagde det på den ukrainske Maidanplads, så ligner Ukraine et velfungerende demokrati, når man sammenligner med Hviderusland. I Ukraine er den politiske opposition stærkt repræsenteret i parlamentet, i Hviderusland har den ikke et eneste sæde. I Ukraine står oppositionspolitikere som borgmestre i spidsen for flere store byer, hvilket er komplet utænkeligt i Hviderusland, hvor der i hele landet kun er en lille håndfuld valgte byrådspolitikere fra oppositionen. Og i Ukraine har domstole og andre myndighedsorganer vist nogen uafhængighed fra centralregeringen i hovedstaden – det er bestemt ikke tilfældet i Hviderusland, hvor retssikkerhed er en by i Rusland, eller som man siger på de kanter – en by i Bayern!

De rige oligarkers rolle er også meget forskellig i de to nabolande. I Ukraine følges den økonomiske magt med den politiske – noget der blandt andet kommer til udtryk ved at private ejere af tv-kanaler bruger dele af deres sendetid til at promovere udvalgte oppositionspolitikkere. I Hviderusland er oligarkerne udelukket fra det politiske liv, og de ses ofte mere som forvaltere af formuer end som egentlige ejere. Tv-kanalerne er under skarp kontrol fra regimet.

En synlig forskel er derudover, at borgernes nationalfølelse er temmelig forskellig i de to lande – eller rettere, den er stor mellem Hviderusland og Vest-Ukraine. På mange måder minder hviderusserne en del om de russisksindede ukrainere i Øst-Ukraine. Det hviderussiske sprog er presset, landets officielle symboler er tilnærmelser af dem man brugte i sovjettiden, og der har løbende været historier fremme om, at det alene var et spørgsmål om tid inden Hviderusland lod sig opsluge af Rusland. I Ukraine taler selv Janukovich ukrainsk, selv demonstranter i Øst-Ukraine flager med det ukrainske flag, og det er dog kun halvdelen af landet, der er i fare for at blive opslugt af Rusland.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem Hviderusland og Ukraine idet, at ukrainerne viste sig klar til at gennemføre en egentlig revolution i landet. Modstanden dødede ikke ud, da snigskytter åbnede ild mod demonstranterne eller da Maidanpladsen blev angrebet af store kolonner af kampklædte politifolk og indenrigsministrielle specialtropper. Anderledes ser det ud i Hviderusland. I december 2012 viste en uafhængig måling, at kun 3 pct. af hviderusserne var klar til kræve en revolution, og så sent som september 2013 svarede 54 pct. af befolkningen, at de ”nogle gange” eller ”altid” havde brug for ”en stærk hånd til at lede dem”.

Hvis Lukasjenko på trods af alt dette alligevel nærer nogen nervøsitet for om udviklingen i Ukraine kan smitte på hans eget lille kongerige, kan det dog have gode grunde. Det lader nemlig ikke til, at den hviderussiske opposition har bidt mærke i, at situationen ikke lader sig overføre til Hviderusland. Som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, hvorfor den så lystigt gør det alligevel, findes der kræfter i Hviderusland som ser stort på de politiske analyser og hårdnakket kæmper for at lade den ukrainske virkelighed blive en hviderussisk virkelighed.

Dels har en lang række unge hviderussere selv gjort rejsen til Kiev, hvor de har deltaget i protesterne på Maidanpladsen, hviderussiske oppositionsledere har holdt taler der, og hviderussiske medier har – dog på sædvanlig manipulerende vis – set sig nødsaget til at rapportere fra begivenhederne. Dels kan en ny og hidtil uset alliance – direkte inspireret af udviklingen i Ukraine – være undervejs internt i den hviderussiske opposition.

Det er ikke en alliance, der med vestlige briller er særlig køn, men det er en alliance, der har vist sig effektiv i Ukraine. For nylig lagde en gruppe unge højreorienterede fodboldbøller et billede af sig selv på nettet. På billedet stod de med bannere og flag, der erklærede deres støtte til demonstranterne i Kiev. Myndighederne reagerede hurtigt og flere af de hviderussiske hooligans blev fængslet i et forsøg på at skræmme andre radikaliserede fodboldfans fra at tage lignende initiativer. Den etablerede opposition reagerede dog lige så hurtigt, og der gik ikke lang tid før det oprindelige støttebillede fik selskab af et andet, hvor en oppositionel rockstjerne, en systemkritisk journalist og en kendt filminstruktør sammen med flere andre viste deres støtte til de forfulgte fodboldfans. Noget lignende er ikke set før i Hviderusland – aldrig før har hovedstandens intellektuelle dannet fælles front med bøller, der mest er kendt for slagsmål, hadefulde remser og højreorienterede slogans, men sammenligner man med Ukraine, er der klare lighedspunkter med den såkaldte ”Højresektor”, som viste sig klar til at gå forrest i nævekampen med myndighederne.

Hvis ikke før, så i hvert fald til næste år, vil vi vide, i hvilket omfang det ukrainske eksempel kan overføres til Hviderusland – der skal kampen nemlig stå om landets højeste og suverænt mest magtfulde embede, og selvom Lukasjenko ihærdigt påstår, at han ikke klamrer sig til magten, har han endnu til gode at vise det første oprigtige tegn på villighed til at dele den med andre. En kamp om Hvideruslands fremtid kan blive absolut lige så blodig, som kampen har været i Ukraine, men den kan selvfølgelig også udvikle sig helt anderledes!

Udviklingen og fremtids scenarierne kommenterede jeg også på i DR P1’s “Europa lige nu” sidste søndag. Indslaget om Hviderusland starter efter en Ukraine-analyse ca. 14:20 inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-110#!/

Nu har jeg endnu engang behandlet denne blog en smule stedmoderligt, og må med beklagelse konstatere, at det er alt for længe siden, den sidst er blevet opdateret. Det er ellers ikke fordi, det har skortet på væsentlige begivenheder i Hviderusland siden mit seneste indlæg. Præsident Lukashenko har således beordret den tidligere præsidentkandidat Andrej Sannikov og hans talsmand Dmitrij Bandarenko løsladt, og det har medført en vis opblødning af den ellers meget spændte situation mellem Minsk og Bruxelles (se baggrund om det spændte forhold her: http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=886). Flere EU-landes ambassadører er som led i opblødningen vendt tilbage til deres ambassader i Hviderusland – heriblandt den svenske Stefan Eriksson. Nu gå der vilde rygter om fortrolige samtaler mellem det hviderussiske regime og europæiske regeringer, der skal sikre et bedre indbyrdes forhold mellem Hviderusland og dets vestlige naboer. På den anden side går der dog også rygter om, at Hviderusland, for at udøve pression, har slækket på grænsekontrollen langs landets grænse mod Schengen-regionen. Er det rent faktisk tilfældet, er det en af de alvorligste handlinger, Hviderusland kan gennemføre mod EU…

Præsident Lukashenko må have en del bekymringer i sit palads i Minsk!

Forholdet til den store nabo mod øst er ikke mindre kompliceret. Hviderusland og Rusland har netop været igennem endnu en af deres snart klassiske ”handelskrige” – denne gang omhandlende flyvninger mellem Minsk og Moskva (den mest velkendte ”handelskrig” var den såkaldte ”mælkekrig”). Alligevel blev Hviderusland det første land Vladimir Putin besøgte, efter at han atter havde indtaget den russiske præsidentpost. I anledning af besøget udtalte Putin, at ”at mit første udlandsbesøg er til broderlandet Hviderusland viser bestemt vores helt specielle forhold”… Og forholdet må da være ganske godt, for Rusland har nu bekræftet, at Hviderusland vil modtage tredje del af det 3 mia. dollars store lån, som Hviderusland blev bevilliget sidste år, selvom landet ikke har levet op til de aftalte kriterier. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og også forholdet til Rusland er præget af rygtedannelse – der reporteres således om hårdt russisk pres på hviderussiske myndigheder for at harmonisere deres politikker med ”CEA standarter” (Hviderusland forpligtede sig sidste år sammen med Rusland og Kasakhstan på dannelsen af et Common Economic Area). Det er den slags, der sår tvivl i mange om Hvideruslands fortsatte eksistens som uafhængig selvstændig stat.

Det er ikke kun Hvideruslands udenrigspolitiske forhold, der er præget af store usikkerheder. Indenrigspolitikken kan sådan set sagtens følge med – ikke mindst i lyset af, at der i september, altså lige om lidt, skal afholdes nyvalg til det hviderussiske parlament. Den sædvanlige kritik om at oppositionen ikke er samlet, og at den ikke har en klar leder, lyder endnu engang – og selvfølgelig ikke uden grund. Helt grundlæggende er oppositionen splittet i tre grupper: En der vil boykotte valget, en der planlægger at trække sig på valgaftenen, og en der ønsker at deltage. Ingen af grupperne forventer dog store samfundsomvæltninger som følge af valget. Omvendt er lektien fra det arabiske forår, at ændringer ikke nødvendigvis kræver en klar leder eller den store forbrødring – i både Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien og Bahrain var protesterne længe ”lederløse”. I stedet voksede de ud af en folkelig utilfredshed og nye sociale netmedier. I det lys må det alt andet lige skræmme Lukashenko, at uafhængige målinger viser en opbakning på under 30 % til hans ledelse, og at mere en 77 % mener, at Hviderusland har brug for forandring!

Alt for ofte er hviderussernes skæbne glemt herhjemme. Landet ligger godt nok både tæt på og har i historisk perspektiv haft ganske tætte bånd til Danmark – alligevel er det som om, den kolde krigs jerntæppe stadig udgør en mental barriere for danske medier og iagttagere. Den nye uge byder dog på en glædelig undtagelse, når Politiken i morgen mandag tildeler sin årlige frihedspris til hviderusseren Ales Bialiatski.

En hviderussisk veninde gav mig dette fotografi, som et billede på blandt andet menneskerettighedssituationen i Hviderusland.

Ales Bialiatski stiftede i 1996 menneskerettighedscentret Viasna, som reaktion på en af præsident Lukashenkos allerførste undertrykkelseskampagner. Centret har siden søgt at beskytte og sikre assistance for de, der er udsat for hviderussiske menneskerettighedskrænkelser, det har monitoreret og rapporteret om menneskerettighedernes status i Hviderusland, og det har fremmet opmærksomheden omkring og betydning af menneskerettighederne i Hviderusland – og så har foreningen i øvrigt en fremragende engelsksproget hjemmeside, som kan findes på følgende link: http://spring96.org/en

Desværre er menneskerettighederne et uhyre aktuelt emne i Hviderusland. Så aktuelt er det, at Ales Bialiatski helt sikkert ikke selv vil være i København for at tage imod frihedsprisen i morgen – han er netop nu bag lås og slå i arresthus nummer 1 på Volodarskigaden i Minsk. Som alt for mange andre er han blevet offer for de hviderussiske myndigheders stadig mere paranoide klapjagt på alle, der yder modstand eller blot står i vejen for dets planer.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930