You are currently browsing the tag archive for the ‘Orientering’ tag.

I anledning af et-året for det hviderussiske præsidentvalg og de store protester, der fulgte i dets kølvand, deltog jeg tidligere i dag i DR’s Orientering på P1. Jeg var blevet bedt om at kommentere på Hvideruslands aktuelle økonomiske situation – og den er ikke god! I starten af 2011 kunne en million hviderussiske rubler veksles til 300 amerikanske dollars. Nu kan samme beløb kun veksles til 100 dollars. Lukashenkos eneste svar på den historiske krise er nye lån og frasalg af statslige virksomheder. De dybdegående reformer udebliver totalt.

Hør hele min vurdering af situationen på følgende link: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2011/12/29/154024_2.htm

Til interview i DR Byen

Midt mens præsident Aleksander Lukashenko strammer grebet om den hviderussiske demokratiske opposition med forfølgelse af bla. menneskerettigheds-ngo’en Viasna, lukning af uafhængige aviser som Nashe Niva (Vores Kornmark) og Narodnaja Volja (Folkets Vilje) og idømmelsen af lange fængselsstraffe til præsidentkandidaterne, der udfordrede ham i sidste års december-valg, er den hviderussiske økonomi tilsyneladende i frit fald.

Hvor længe endnu vil de hviderussiske rubler være det papir værd, de er trykt på?

Den hviderussiske valuta er allerede devalueret med 36 procent, men tilliden er fortsat faldende og inflationen stigende. Hviderusland har akut brug for store kapitalindsprøjtninger, og selvom internationale økonomiske eksperter umiddelbart vurderer, at der skal op mod 9 mia. dollars til for at stabilisere den hviderussiske rubel, søger Hviderusland et lån på 3 mia. dollars hos den russisk dominerede samhandelsorganisation Eurasian Economic Community (Eurasec), og et lån på 8 mia. dollars hos IMF.

Den dårlige økonomiske situation mærkes tydeligt af alle hviderussere… og af gæster i landet. Butikker er løbet tør for mange importerede varer, køer, der vækker mindelser om Sovjetunionens sidste dage, er tilbage i alle større byer, og, under den noget manipulerende overskrift ”Belneftekhim’s refueling stations at border now accept foreign currency”, kunne statsmedier senest fortælle, at udlændinge, der besøger Hviderusland, nu KUN kan betale benzin og diesel med stabil fremmed valuta. Flere hviderussere er således blevet afkrævet pasfremvisning for at kunne få lov at tanke deres bil og betale med hviderussiske rubler.

Den svenske udenrigsminister Carl Bildt har karakteriseret situationen i Hviderusland som værende på randen af økonomiske kollaps, og en række internationale iagttagere og eksperter er enige om, at præsident Aleksander Lukashenko står overfor den hidtil største udfordring for hans regime og for hans økonomiske model. Det bliver i sandhed spændende af følge de kommende måneders økonomiske og politiske udvikling i Hviderusland. Ligeså forfærdelig den netop nu må opleves for helt almindelige hviderussere, ligeså meget kan den komme til at betyde reformer, som i sidste ende bringer Hviderusland nærmere EU og Vesten.

Hør mig i øvrigt analysere EU’s politik i forhold til Hviderusland, i lyset af den pressede økonomiske situation, i onsdagens udgave af Orientering på DR’s P1 på følgende link:
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2011/06/01/151758_1_1_1_1_1_2_1.htm

Det hviderussiske præsidentvalg passerede, uden at jeg fik opdateret meget på bloggen her. Alligevel nåede jeg dog at analysere både valget og tiden efter for Danmarks Radio. På valgdagen, søndag den 19. december 2010, deltog jeg således i P1 Orientering. Interviewet blev optaget inden den store demonstration i Minsk, som myndighederne så brutalt og effektivt satte en stopper for. Jeg var igen på P1, men denne gang i programmet Europa lige nu, søndag den 9. januar 2011. I dette program var fokus på baggrund og fremtidsperspektiver for Hviderusland. De to interviews kan høres på følgende links:

Orientering: http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2010/12/19/203347.htm

Europa lige nu: http://www.dr.dk/P1/europaligenu/Udsendelser/2011/01/10102852.htm

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930