You are currently browsing the tag archive for the ‘radonitsa’ tag.

I sidste uge kunne kvinderne fejre deres internationale kampdag. Det gjaldt for så vidt både i Hviderusland og i Danmark. Mærkedagen gør det aktuelt at skrive lidt om, hvilke dage der markeres – og af hvem – i Hviderusland.

1. januar: Ikke meget anderledes end herhjemme. Offentlige myndigheder og butikker holder lukket, og folk kommer sig ovenpå diverse nytårsudskejelser. Hvad, der dog nok er lidt særligt, er, at Ruslands gamle kalendersystem gør, at der også fejres nytår den 13.-14. januar, ligesom den ortodokse jul fejres den 7. januar. Hviderusland skiftede til den gregorianske kalender (den vi også bruger) efter den russiske revolution i 1918.

30. januar: Hviderusland følger gamle kommunistiske traditioner med at give bestemte dage til festligholdelsen af forskellige persongrupper. 30. januar er således videnskabens dag, hvor lærere, forskere mv. får fri. 23. februar er fædrelandets forsvarers dag, også kaldet hærens dag eller fars dag (fordi alle fædre naturligvis på et eller andet tidspunkt har været i hæren). På denne dag er det almindeligt, at hustruer og børn giver mænd gaver og evt. et lille lykønskningskort. Kortene til denne dag er interessante i sig selv. Det ville f.eks. forekomme rimeligt bizart i en dansk sammenhæng, at give et kort med små hundehvalpe der sidder ovenpå et læs kalashnikov-rifler! 3. marts er det politiets dag. 8. marts er som sagt kvindernes kampdag. 1. maj er arbejdernes internationale kampdag. 15. maj er familiernes dag. 15. august er flyvevåbnets dag. Den anden søndag i september er kampvognsførernes dag. Den 7. november fejres oktober-revolutionen (igen spiller det gamle kalendersystem et puds i datolægningen). Andre dage bruges til at festligholde brandmænd, mødre og alle mulige andre grupper.

15. marts: Strengt taget er den 15. marts Hvideruslands svar på Grundlovsdag. Det var på denne dag, Hviderusland fik en ny – og demokratisk – forfatning i 1994. Dagen er dog ikke en officiel mærkedag under det nuværende styre. Det er den 11. april sådan set heller ikke. På denne dag i 1995 gik 19 medlemmer af parlamentet i sultestrejke, for at vise deres bekymring over et forslag til en forfatningsrevision, der skulle føre de nationale symboler tilbage til den kommunistiske tids og bane vej for, at Hviderusland blev tættere knyttet til den store nabo Rusland. Sikkerhedsstyrker fjernede voldeligt parlamentsmedlemmerne fra parlamentet, og den 14. maj blev forfatningsændringen vedtaget af 80% af vælgerne i en stærkt kritiseret afstemning. Ikke desto mindre har Hvideruslands styre hver anden søndag i maj siden 1998 fejret ”Dagen for Det Nationale Symbol og Flag”. Endnu mere kontroversiel er den 24. november 1996 – som heller ikke er Grundlovsdag. Denne dag blev endnu en forfatningsændring vedtaget – i en endnu mere kritiseret afstemning. Ændringen betød blandt andet, at præsidenten fremover skulle udpege det hviderussiske senatskammer i parlamentet, og at han kunne ansætte og fyre det besluttende flertal i forfatningsdomstolen efter eget forgodtbefindende.

Den 2. april 1996 underskrev Hviderusland og Rusland en Unionstraktat – heller ikke denne dag fejres som Grundlovsdag… selvom den dog markeres som ”Unionsdag”. Nej, det nærmeste, man i hviderussisk sammenhæng kommer Grundlovsdag, er nok Uafhængighedsdagen den 3. juli. Det var den dag, Minsk blev befriet for besættende nazistiske styrker. Værd at bemærke er, at det ikke er den 27.juli der er valgt som uafhængighedsdag, som ellers var den dag, hvor hele Hviderusland blev befriet. Der er ikke tale om et tilfælde, for en uafhængighedsdag den 27. juli ville kunne misforstås. Det var nemlig også denne dag, landet erklærede sig uafhængigt fra Sovjetunionen første gang… og det er præsident Lukashenko ikke meget for!

I moderne historie var det dog reelt først uafhængighedserklæringen den 25. august 1991 – efter at gammelkommunisternes kupforsøg i Moskva var slået fejl – der gjorde landet de facto uafhængigt. I historisk sammenhæng kan den 25. marts 1918 dog også fremhæves. På denne dag erklærede den første – og temmelig kortlivede – hviderussisk stat sin selvstændighed. Går man endnu længere tilbage i historisk tid, kunne den 24. april 1794 tjene som inspiration for en uafhængighedsdag. På denne dag ledte den polske, hviderussiske og amerikanske militærmand Thaddeus Kosciusko en anti-russisk opstand, som, på trods af flere overraskende sejre over en numerisk og teknisk overlegen hær, mislykkedes.

Den 9. dag efter den ortodokse påske: Radonitsa er en mindedag, hvor hviderussere besøger familiegravsteder. Her lægger de blomster og hælder måske et glas vodka ud til forfædrenes ånder – således kan man også se, at mindedagen har rødder i tiden før hviderusserne blev kristnet. Jeg besøgte i sin tid den lukkede Tjernobyl-zone på Radonitsa. Dette er den eneste dag hvert år, hvor der er relativt uhindret adgang til zonen – netop så familier kan besøge de gamle gravsteder (Tjernobyl-katastrofen huskes i øvrigt den 26. april hvert år). Traditionen betyder, at kirkegårde og monumenter for faldne soldater er de eneste menneskeskabte strukturer, der stadig vedligeholdes i den lukkede zone.

10. maj: Denne dag fejres Juri’s dag. Det er en gammel markering af sommerens begyndelse og betydningen for landbruget. Tatarernes nationaldag ”Sabantui”, som fejres af det tatariske mindretal mellem den 13. og 14. juni, hænger også tæt sammen med landbruget, og markerer således at såningen er overstået. Den 6. til 7. juli fejres endvidere “Kupalla”, som er et gammelt hedensk ritual, der markeres i det meste af Østeuropa. Der er mange traditioner i forbindelse med Kupalla, men mest interessant er det nok, de ugifte unge kvinder ud på natten blev sendt skoven for at finde den magiske bregneblomst, som ifølge sagn kun springer ud denne ene nat hvert år. Kort tid efter at de unge kvinder blev sendt i skoven, fik de unge mænd lov at følge efter…

2. november: Djen Dzyady, eller slet og ret ”Forfædrenes dag”, minder meget om Radonitza. Således huskes forfædrene med en særlig familiemiddag. Indtil 1997 var dagen en officiel fridag, men dele af landets demokratiske opposition valgte at politisere dagen med tilbagevendende markeringer ved Kurapaty i udkanten af Minsk. Her ligger en af Stalintidens største kendte massegrave til ubehag for det nuværende hviderussiske styre. Mellem den 25. december og den 7. januar fejres “Kalyady”, som, i lighed med Djen Dzyady, er en gammel hedensk fest.

9. maj: På denne dag mindes den store fædrelandskrig, som anden verdenskrig kaldes i Hviderusland. Sædvanligvis vil der være parader i alle større hviderussiske byer på denne dag. Størst er paraden i Minsk naturligvis. Dette betyder blandt andet, at det er en af de få gange årligt, præsident Lukashenko taler offentligt. Det er klart, at krigsveteranerne spiller en helt særlig rolle denne dag. Den 22. juni mindes krigens ofrer, og den 8. september afholdes det hviderussiske militærs hædersdag. Hædersdagen har præsident Lukashenko sandsynligvis skabt for at aflede opmærksomheden fra den traditionelle markering af slaget ved Orsha, hvor en styrke på ca. 30.000 mand slog en russisk styrke på ca. 80.000 mand, i 1514.

Ligeledes er det nuværende styre heller ikke meget for at markere Slutskoprøret, der fandt sted den 1. november 1920. Også ved denne lejlighed røg hviderussere i totterne med naboen Rusland – denne gang i form af en anti-bolshevikisk revolte, som vesten ignorerede og russerne blodigt slog ned. Revolten stod dog på til langt ind i december måned. De tidligere markeringer af hviderussisk sprog i begyndelse af september er også droppet for ikke at fornærme russerne.

25. december: Der fejres katolsk jul, som mange andre steder i Europa (den ortodokse er som tidligere fortalt henlagt til begyndelsen af januar). Påske markeres også både efter katolske og ortodokse traditioner, men den hviderussisk allehelgensdag markeres vist kun af den ortodokse kirke.

Som et lille kuriosum kan det her til sidst fortælles, at hvis hviderussere skulle være så uheldige, at en mærkedag faldt i en weekend eller på et andet tidspunkt, hvor man allerede havde fri for arbejde, så er der ingen grund til bekymring. I stedet får man først kommende almindelige arbejdsdag fri i stedet.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930