You are currently browsing the tag archive for the ‘Rusland’ tag.

At kalde de sidste ugers udvikling i Ukraine voldsom og uventet er slet ikke dækkende, og på en række områder rejse den store spørgsmål – hvad sker der nu, vil landet blive splittet op, finder man balancen mellem EU og Rusland? Udviklingen giver dog også anledning til overvejelser i Ukraines nabolande – blandt andet i Hviderusland, hvor nationens stærke mand, præsident Aleksander Lukasjenko, nok kigger på Ukraine med nogen nervøsitet. Hvideruslands økonomi er ikke stort bedre end Ukraines, Hvideruslands unge kigger også mod vest, når de planlægger deres fremtid, og Hviderusland hærges også af udbredt korruption. Han må alt andet lige spørge sig selv, om det kan gå ham, som det er gået Viktor Janukovich, eller om Ukraine er engangsforeteelse?

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk...

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk…

Der er en række forskelle mellem Ukraine og Hviderusland, der gør det svært at forestille sig, at det ukrainske eksempel kan overføres direkte til hviderussisk politik. Som én hviderussisk taler sagde det på den ukrainske Maidanplads, så ligner Ukraine et velfungerende demokrati, når man sammenligner med Hviderusland. I Ukraine er den politiske opposition stærkt repræsenteret i parlamentet, i Hviderusland har den ikke et eneste sæde. I Ukraine står oppositionspolitikere som borgmestre i spidsen for flere store byer, hvilket er komplet utænkeligt i Hviderusland, hvor der i hele landet kun er en lille håndfuld valgte byrådspolitikere fra oppositionen. Og i Ukraine har domstole og andre myndighedsorganer vist nogen uafhængighed fra centralregeringen i hovedstaden – det er bestemt ikke tilfældet i Hviderusland, hvor retssikkerhed er en by i Rusland, eller som man siger på de kanter – en by i Bayern!

De rige oligarkers rolle er også meget forskellig i de to nabolande. I Ukraine følges den økonomiske magt med den politiske – noget der blandt andet kommer til udtryk ved at private ejere af tv-kanaler bruger dele af deres sendetid til at promovere udvalgte oppositionspolitikkere. I Hviderusland er oligarkerne udelukket fra det politiske liv, og de ses ofte mere som forvaltere af formuer end som egentlige ejere. Tv-kanalerne er under skarp kontrol fra regimet.

En synlig forskel er derudover, at borgernes nationalfølelse er temmelig forskellig i de to lande – eller rettere, den er stor mellem Hviderusland og Vest-Ukraine. På mange måder minder hviderusserne en del om de russisksindede ukrainere i Øst-Ukraine. Det hviderussiske sprog er presset, landets officielle symboler er tilnærmelser af dem man brugte i sovjettiden, og der har løbende været historier fremme om, at det alene var et spørgsmål om tid inden Hviderusland lod sig opsluge af Rusland. I Ukraine taler selv Janukovich ukrainsk, selv demonstranter i Øst-Ukraine flager med det ukrainske flag, og det er dog kun halvdelen af landet, der er i fare for at blive opslugt af Rusland.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem Hviderusland og Ukraine idet, at ukrainerne viste sig klar til at gennemføre en egentlig revolution i landet. Modstanden dødede ikke ud, da snigskytter åbnede ild mod demonstranterne eller da Maidanpladsen blev angrebet af store kolonner af kampklædte politifolk og indenrigsministrielle specialtropper. Anderledes ser det ud i Hviderusland. I december 2012 viste en uafhængig måling, at kun 3 pct. af hviderusserne var klar til kræve en revolution, og så sent som september 2013 svarede 54 pct. af befolkningen, at de ”nogle gange” eller ”altid” havde brug for ”en stærk hånd til at lede dem”.

Hvis Lukasjenko på trods af alt dette alligevel nærer nogen nervøsitet for om udviklingen i Ukraine kan smitte på hans eget lille kongerige, kan det dog have gode grunde. Det lader nemlig ikke til, at den hviderussiske opposition har bidt mærke i, at situationen ikke lader sig overføre til Hviderusland. Som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, hvorfor den så lystigt gør det alligevel, findes der kræfter i Hviderusland som ser stort på de politiske analyser og hårdnakket kæmper for at lade den ukrainske virkelighed blive en hviderussisk virkelighed.

Dels har en lang række unge hviderussere selv gjort rejsen til Kiev, hvor de har deltaget i protesterne på Maidanpladsen, hviderussiske oppositionsledere har holdt taler der, og hviderussiske medier har – dog på sædvanlig manipulerende vis – set sig nødsaget til at rapportere fra begivenhederne. Dels kan en ny og hidtil uset alliance – direkte inspireret af udviklingen i Ukraine – være undervejs internt i den hviderussiske opposition.

Det er ikke en alliance, der med vestlige briller er særlig køn, men det er en alliance, der har vist sig effektiv i Ukraine. For nylig lagde en gruppe unge højreorienterede fodboldbøller et billede af sig selv på nettet. På billedet stod de med bannere og flag, der erklærede deres støtte til demonstranterne i Kiev. Myndighederne reagerede hurtigt og flere af de hviderussiske hooligans blev fængslet i et forsøg på at skræmme andre radikaliserede fodboldfans fra at tage lignende initiativer. Den etablerede opposition reagerede dog lige så hurtigt, og der gik ikke lang tid før det oprindelige støttebillede fik selskab af et andet, hvor en oppositionel rockstjerne, en systemkritisk journalist og en kendt filminstruktør sammen med flere andre viste deres støtte til de forfulgte fodboldfans. Noget lignende er ikke set før i Hviderusland – aldrig før har hovedstandens intellektuelle dannet fælles front med bøller, der mest er kendt for slagsmål, hadefulde remser og højreorienterede slogans, men sammenligner man med Ukraine, er der klare lighedspunkter med den såkaldte ”Højresektor”, som viste sig klar til at gå forrest i nævekampen med myndighederne.

Hvis ikke før, så i hvert fald til næste år, vil vi vide, i hvilket omfang det ukrainske eksempel kan overføres til Hviderusland – der skal kampen nemlig stå om landets højeste og suverænt mest magtfulde embede, og selvom Lukasjenko ihærdigt påstår, at han ikke klamrer sig til magten, har han endnu til gode at vise det første oprigtige tegn på villighed til at dele den med andre. En kamp om Hvideruslands fremtid kan blive absolut lige så blodig, som kampen har været i Ukraine, men den kan selvfølgelig også udvikle sig helt anderledes!

Udviklingen og fremtids scenarierne kommenterede jeg også på i DR P1’s “Europa lige nu” sidste søndag. Indslaget om Hviderusland starter efter en Ukraine-analyse ca. 14:20 inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-110#!/

For nogle år siden kørte Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko en kampagne under overskriften “for stabilitet”. I lang tid har han ikke kunnet leve op til det budskab – økonomien var i frit fald, og oppositionen vejede morgenluft – men i 2013’s første kvartal er det, i hvert fald for en vis tid, lykkedes ham at stabilisere situationen.

za-stabilnost

Hvideruslands økonomiske krise har på mange måder afsløret begrænsningerne ved landets økonomiske model. På den ene side blev det klart for enhver, at økonomiske reformer og finanspolitiske ændringer er nødvendige. På den anden side kan ingen nu være i tvivl om, præcist hvor afhængigt landet er af udenlandske subsidier. Selvom Hviderusland forventes at slutte 2013 med lav vækst, og nogen makroøkonomisk stabilitet, er landets leder nemlig nødt til at forholde sig til tilbagebetalingen af den optagede udlandsgæld, da gældsbyrden vokser betragteligt i 2014-15.

Lukasjenko har dog fået et vist pusterum til at overveje situationen og konsolidere sit greb om magten. Dels er det lykkedes, at få Rusland til at suspendere kravet om tilbagebetaling af 1,5-2 milliarder dollars for ubetalte toldafgifter, og dels blev det, den 7. december sidste år, offentliggjort, at Hviderusland ville modtage fjerde rate af et meget stort stabiliseringslån fra EurAsEC, Eurasiens Økonomiske Fællesskab. Det på trods af, at landet aldrig har levet op til de forpligtelser, der fulgte med lånet – der er således hverken gennemført økonomiske reformer eller privatiseringer.

Flere kommentatorer peger på, at Rusland lader til at have vurderet, at godt nok vil man gerne minimere subsidierne til Hviderusland, men man vil holde dem på et niveau, der garanterer politisk og økonomisk stabilitet. Og Lukasjenko har ikke været sen til at tage imod Ruslands udstrakte hånd – hvilket betyder, at han ikke længere står med tiggerhatten i hånden for vestlige låneformidlere som f.eks. IMF, hvorom præsidenten har udtalt, at ”vi vil klare os uden dem”. Faktisk er Lukasjenko så sikker i sin sag, at han direkte adspurgt om, hvilke nye udlandslån der er planlagt for 2013, svarede ”ingen”.

Efter rent faktisk at have vist interesse for at afhænde både små og store statsejede virksomheder, har Lukasjenko for nylig udtalt, at man bør ”stoppe med at tale om privatisering”. Med nogen ret har han påpeget, at ”det er ikke fordi, privatisering ikke er tilladt, men fordi landet ikke kan leve af at sælge nationale aktiver”.

Der, hvor snoren knækker for Lukasjenko, er nok der, hvor hans økonomiske model fortsat lover arbejde til alle. Det betyder dels, at det bliver meget dyrt og meget ineffektivt at drive de statsejede virksomheder, men det betyder også, at Lukasjenko har meget høje forventninger til privates overtagelser af virksomhederne. Han mener således, at opkøbere skal ”betale en pris og påtage sig forpligtelsen med at investere i produktionen, redde jobs, sikre folk rimelige lønninger og betale skatter”.

Endvidere vanskeliggør Lukasjenko den almindelige konkurrence om kundernes gunst. I et passioneret forsvar for at staten bevarer kontrollen med alle led af produktionen og distributionen af brød, understregede han således for nylig, at han ikke har noget imod at have ”tusinde private virksomheder i Hviderusland”, ”men vi vil bevare muligheden for at regulere priserne, når det er nødvendigt, for at sikre, at brødpriserne er overkommelige”.

Dette er ca. halvdelen af statusindlægget om Hviderusland – resten kan læses på http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1073

For nylig modtog jeg en opfordring fra Ruslands-blogger Mette Bærbach Bas (http://ruslandseksperten.dk/) om at kigge nærmere på hendes nye e-bog ”5 veje til det lukrative russiske marked”. Nu skriver jeg jo sædvanligvis kun om hviderussiske forhold på denne blog, men ingen regler uden undtagelser… Og der er jo langt imellem gode dansksprogede indlæg om regionen, og der er rigtig langt imellem indlæg, der sætter fokus på dansk erhvervslivs muligheder i post-sovjetiske rum, så hvorfor ikke bøje egne regler en smule? At bogen særligt fokuserer på det russiske marked betyder i øvrigt ikke, at der ikke er inspiration at hente for de, nok ret få, der overvejer det hviderussiske marked. Hviderusland er dog ikke så langt på vejen mod en markedsstyret økonomi, som Rusland er, så ricisiene for danske investorer er alt andet lige større…

Runesten i Polotsk – nogle danskere når frem til det østligste Europa!

Mette Bærbach Bas’ bog lister – som titlen også indikerer – fem særligt attraktive sektortilgange for dansk investering: energieffektivitet, medicinalindustrien, turisme, landbrug og konsumvarer. Alle tilgangene er indsigtsfuldt krydret med egne observationer og interessant talmateriale. For eksempel skriver Bærbach Bas et sted, at ”Rusland er et land med 14 millionbyer og 10 mio. husholdninger med økonomisk overskud til at købe forbrugsgoder. Det russiske marked tæller over hundrede millioner forbrugere. Arlas produkter tiltaler den russiske forbruger fordi det er oste af god kvalitet, forarbejdet under fødevaresikre forhold. Det vil den russiske forbruger gerne betale for.” På denne måde forsøger forfatteren at fremme danske virksomheders og investorers mod på at kaste sig ind på det russiske marked – dels fordi hun tydeligvis ser nogle gode business cases, men også fordi hun selv brænder for Rusland. Hun skriver således om sin motivation, at ”de her ting interesserer mig, fordi jeg selv har stået i en situation, hvor jeg intet forstod af, hvorfor pokker russerne reagerede og opførte sig, som de gjorde.”

Den personlige, og ikke kun forretningsmæssige, motivation skinner da også igennem flere andre steder. Flere af hendes kapitler afsluttes således med mere moralske betragtninger om, hvorfor vi i langt højere grad end det sker i dag bør engagere os i Rusland. Efter at have skrevet om erhvervsmulighederne indenfor energieffektivitet, skriver hun således, at ”derfor har vi et ansvar for at videreformidle vores viden og bidrage til den omfangsrige og meget nødvendige oprydning, som Rusland står overfor.” Den tilgang kan jeg så men godt genkende, men jeg er ikke helt overbevist om, om den skaber kunder i butikken…

I det hele taget er det Mette Bærbach Bas magtpåliggende, at nedbryde de stærke fordomme om Rusland, der dominerer mange danskeres syn på landet. Hun skriver et sted, at ”der er god brug for de positive historier om Rusland”, og der er ingen tvivl om at hun leverer dem. Til gengæld er hun meget hurtig til at feje bekymringer af banen. I hendes afrunding skriver hun, at filmen knækker, ”der hvor danske virksomheder ikke helt tør tage springet, fordi Rusland er besværligt, det ligger langt væk, sproget er uforståeligt, vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere bureaukratiet, vi er bange for korruption og mafia, eller hvilken historie vi nu går og fortæller os selv. Potentialet for danske virksomheder er tårnhøjt, og det er rent ud sagt hul i hovedet ikke at udnytte det.”

Jeg synes, at det er en lidt letsindig måde at feje erhvervslivets bekymringer af banen. For nogle år siden besøgte jeg en tidligere danskejet medicinalvirksomhed i Hviderusland – det er selvfølgelig ikke Rusland, men den danske ledelse kunne langt hen ad vejen bekræfte billedet af konfrontationer med korrupte myndighedspersoner og absurd bureaukrati. Det billede som mange har af det post-sovjetiske rum, og hvis vi kigger specifikt på Rusland, er rædselshistorierne her tidligere blevet rullet åbent ud i en af de meget få øvrige bøger om dansk erhvervslivs erfaring i Rusland. I journalist Morten Hansteds bog ”Rubler og skrupler” fra 2003, om danske virksomheders indgang på det russiske marked efter kommunismens fald, kunne man således læse side op og side ned om netop de mange problemer, der traditionelt står i vejen, når man involverer sig i det russiske. Efter min mening ville det derfor have klædt Mette Bærbach Bas’ bog at have haft et kapitel med, med helt lavpraktiske råd til, hvordan de typiske udfordringer effektivt kan takles – især når nu holdningen er, disse udfordringer ikke er så store, når det kommer til stykket.

Når dette er sagt, er bogen bestemt læseværdig og vigtig for både danske virksomheder og investorer der overvejer entre på det russiske marked, og for i øvrigt for alle os andre, der brænder for det post-sovjetiske rum. Den nuancerer på mange måder, det skæve billede man får af regionen fra især danske medier.

Bogen kan købes på følgende link: http://ruslandseksperten.dk/5-veje-til-det-lukrative-russiske-marked/

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930