You are currently browsing the tag archive for the ‘sanktioner’ tag.

Udklip

Da EU’s udenrigsministre tidligere i dag afholdt møde i Luxembourg, gik de en vej, de ikke er gået før: De indførte økonomiske sanktioner mod en række hviderussiske firmaer (tidligere har alle sanktioner været rettet mod personer). Det fremgår ikke af de officielle mødekonklusioner, præcis hvilke firmaer der er tale om. Blot at der er tale om en våbenembargo og om indfrysning af økonomiske aktiver for tre firmaer tæt på regimet.

Jeg har desværre intet billede af dagens historiske udenrigsministermøde i Luxembourg, så i stedet får I et af min egen tur til byen sidste efterår.

Flere journalister er dog velorienterede om dagens EU-beslutning, og på Charter 97 kan det således læses, at firmaerne sanktionerne målrettes imod er Beltechexport (Hvideruslands ledende våbeneksportør), BT Telecommunications (telekommunikationsfirma mv. oprettet af Beltechexport) og Sport Pari (et hassardsspilsfirma oprettet af BT Telecommunications).

To interessante detaljer i forhold til de sanktionerede firmaer er i øvrigt dels, at i hvert fald to af firmaerne er tæt knyttet til præsident Lukashenkos søn, Dmitrij Lukashenko, igennem hans formandsskab for den præsidentielle sportsklub (jf. mine links ovenfor), og dels, at BT Telecommunications er udset til at løfte mange af opgaverne i forbindelse med Hvideruslands kommende værtsskab for verdensmesterskabet i ishockey i 2014… er en sportssanktion måske det næste, der er på vej?

Tidligere denne uge indførte EU-landene nye sanktioner mod Aleksander Lukashenko og hans hviderussiske regime. Helt præcis indførtes der indrejseforbud samt indfrysning af økonomiske aktiver for næsten 160 højtrangerende hviderussiske embedsmænd. Sanktionerne kommer naturligvis på baggrund af blandt andet fængslingerne af en række af Lukashenkos udfordrere ved præsidentvalget i december sidste år. Med sanktionerne lægger EU sig i et politisk spor, som man før har prøvet med kun meget begrænset succes.

Den hviderussiske præsident må blive i hans forgyldte fængsel. EU smækker igen porten i med nye sanktioner.

Første gang EU indførte sanktioner mod hviderussiske embedsmænd var i 1998, hvor 131 personer fik indrejseforbud i EU, efter at 12 ambassadører – heraf fem fra EU-lande – var blevet smidt ud af deres hjem i strid med internationale aftaler. I 1999 blev forholdet mellem EU og Hviderusland normaliseret efter at EU-landenes ambassadører var vendt tilbage til Minsk. Samtidig fik OSCE mulighed for at åbne et kontor i landet. Der var dog ingen fundamentalt positive ændringer i landet, da der i perioden mellem 1999 til 2000 fandt en række ”mystiske forsvindinger” – læs: politisk motiverede mord – sted.

Det var først i 2004, at EU igen indførte sanktioner imod hviderussiske embedsmænd. Disse sanktioner har dog eksisteret siden med forskelligt omfang. Ens for dem alle har dog været, at der kun har været tale om visa-sanktioner samt indfrysning af økonomiske aktiver. Man har ikke fra EU’s side på noget tidspunkt valgt at gå så langt som amerikanerne og indført egentlige økonomiske sanktioner mod landets ledende virksomheder.

I 2008 opgav EU i nogen grad troen på, at sanktioner var den rette vej frem i forhold til at nå resultater i Hviderusland. I stedet ville man gennemføre ”a policy of conditionality”. Man ville altså udvikle et samarbejde med det hviderussiske regime, hvor man i højere grad belønnede positive skridt, som f.eks. løsladelse af politiske fanger, afskaffelse af dødsstraf, afholdelse af fair valg mv. Man nåede endda at suspendere en stor del af sanktionerne.

Indtil stemmerne skulle tælles op på valgdagen den 19. december, kunne det se ud som om, EU nye politik var en succes. Valget havde på mange området været langt mere frit, end de valg Lukashenko tidligere har afholdt. Udviklingen på valgaftenen viste dog, hvor hurtigt situationen kunne bringes tilbage til begyndelsespunktet, og som resultat ser vi nu, at der indføres nye sanktioner. Det svært at tro, at de vil medføre store indrømmelser til EU – det er der i hvert ikke historisk belæg for at mene. Men det kan være, at sanktioner kan bruges til at forhandle de politiske fanger fri, så der atter kan skabes en eller anden form for dialog.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930