You are currently browsing the tag archive for the ‘Tjernobyl’ tag.

Mens japanerne kæmper mod de grunsomme konsekvenser af fredagens jordskælv og foldbølge og atomkraftværk efter atomkraftværk melder om problemer, radioaktive udslip og sågar en enkelt voldsom eksplosion, er Tjernobyl atter kommet på avisernes forsvider og på helt almindelige danskeres læber. Gudskelov tyder det ikke netop nu på, at Japan oplever et nyt Tjernobyl på Fukushima-værket – for arven efter eksplosionen i 1986 er ganske streng!

Forhåbentligt oplever japanerne ikke et nyt Tjernobyl netop nu. Katastrofen i 1986 trækker fortsat dybe spor i Hviderusland.

Klokken et om natten den 26. april 1986 udløstes en alarm i Hvideruslands sovjetiske naborepublik Ukraine. Alarmen varslede verdenshistoriens måske største miljøkatastrofe. Klokken 1:23 var den fuldstændig gal på atomkraftværket kun fire kilometer fra den 50.000 mennesker store by Pripjat. En enorm dampeksplosion løftede taget af Tjernobyl-reaktor nummer fire. Kort efter eksploderede selve reaktoren, og brændselsstave, brænende radioaktivt grafit og dybt skadeligt uran blev taget af vinden og spredt over store områder, Vinden blæste mod nord og nordvest – mod de hviderussiske hovedbyer Gomel, og endnu længere væk, Mogilev.

I maj 2008 rejste jeg til en af de ellers lukkede radioakive zoner i Hviderusland. Efterfølgende skrev jeg en kort beretning om turen på engelsk. Beretningen følger her:

“The tragedy is so difficult to understand. How do you measure 1000 of years of cultural presence lost, how do you measure human lives gone or spoiled, how do you measure the economic impact when 10% of a country’s agriculture and 15% of its forests are rendered useless? I visited one the Chernobyl fallout zones this week – some 30 km east of the Belarusian city Gomel. What I saw was a vast area quietly being conquered back by nature, presenting me with such amazing beauty, that it was truly difficult to understand, that the dust I was walking on would be a killer for the coming 600 years. The sun was shining and the sky was blue, birds were singing and the ground crawled with little animals – from the larger we saw plenty of footprints in soft earth.

Selvom himlen er blå, græsset grønt og fuglene kvidrer i de lukkede Tjernobyl-zoner, må man ikke tage fejl - områderne er fortsat ikke egnede til menneskelig beboelse!

My friend Daniel and I had traveled to Gomel – the first day we had seen the city landmarks and the second we were set on visiting one of the closed zones. But how and where? Adding to our confusion was the fact that we were out and about on a state holiday. Ancestor’s day probably goes back to pagan times, but now it’s used to visit, repair and decorate graveyards and monuments. This, we found out, would make our task of getting around easier, though at first we just realized that all places, we thought could have been to our assistance, were closed. It turned out, that there’s a tradition, that on this day people are allowed to go and show their respect to dead relatives and friends, buried throughout the zones. Thus graveyards and monuments appear to be the only man-made structures that are not yet being conquered by nature.

We found a map, which indicated which villages where closed and which were open. Thus we identified that the zone we would try to visit was located just east of Gomel (The zone normally referred to as The Closed Zone, is the 30 km radius zone around the Chernobyl Nuclear Power Plant. This zone is located in both Ukraine and Belarus, but is virtually inaccessible from the Belarusian side, since its borders are effectively monitored as were they state borders. Thus, it is the Belarusian border troops that monitor that zone. On the Ukrainian side official guide tours are organized from Kiev. Due to wind and weather conditions in the days following the accident some 60% of the radioactive and polluting fallout went down over Belarus – primarily in the eastern part of the country, therefore closed zones are scattered over this area). Knowing where we wanted to go, we agreed how much we would pay for our trip, and that we would try to hire a taxi-driver to take us on our exploration. We found an older man who seemed to know the area well, and who would show us around for some 60 dollars. Thus he could tell us where we could go, where we couldn’t go… and not least where we shouldn’t go! It was in his red Lada we entered this blossoming wasteland.

We visited four closed villages and an old graveyard. All villages had been abandoned, except for one house. The taxi-driver shook his head at the owner and said “these people are not normal”. We asked if he said that because of the health hazard. He answered “yes, that, but also that they live alone out here. There’s no neighbors, no visiting friends, no shops, no busses…” Another village we visited was Stary Gromyki. This was where the former soviet minister of foreign affairs was born and raised (minister from 1957 to 1985). From the world war two monument, I could understand that some 40% of the village population had been called Gromyko – one had apparently tried to put the little town on the world map. Now of course few see the abandoned basketball court, no busses come to the bus stop and no children attend the local school.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, tog som så mange andre hans fødebys navn som sit eget. Her ses navnene på de bysbørn, der gav deres liv i kampen mod den nazistiske besættelse under anden verdenskrig.

The taxi-driver navigated us through overgrown roads, around fallen trees, past police checkpoints, and after about two hours in the zone he drove us out, and making small-talk on the way, he asked “do you also have a headache now?” Not even having thought about the connection between this and the environment, both Daniel and I answered “yes”. The taxi-driver looked at us and said “yes, we all get it after a couple of hours here.”

I sidste uge kunne kvinderne fejre deres internationale kampdag. Det gjaldt for så vidt både i Hviderusland og i Danmark. Mærkedagen gør det aktuelt at skrive lidt om, hvilke dage der markeres – og af hvem – i Hviderusland.

1. januar: Ikke meget anderledes end herhjemme. Offentlige myndigheder og butikker holder lukket, og folk kommer sig ovenpå diverse nytårsudskejelser. Hvad, der dog nok er lidt særligt, er, at Ruslands gamle kalendersystem gør, at der også fejres nytår den 13.-14. januar, ligesom den ortodokse jul fejres den 7. januar. Hviderusland skiftede til den gregorianske kalender (den vi også bruger) efter den russiske revolution i 1918.

30. januar: Hviderusland følger gamle kommunistiske traditioner med at give bestemte dage til festligholdelsen af forskellige persongrupper. 30. januar er således videnskabens dag, hvor lærere, forskere mv. får fri. 23. februar er fædrelandets forsvarers dag, også kaldet hærens dag eller fars dag (fordi alle fædre naturligvis på et eller andet tidspunkt har været i hæren). På denne dag er det almindeligt, at hustruer og børn giver mænd gaver og evt. et lille lykønskningskort. Kortene til denne dag er interessante i sig selv. Det ville f.eks. forekomme rimeligt bizart i en dansk sammenhæng, at give et kort med små hundehvalpe der sidder ovenpå et læs kalashnikov-rifler! 3. marts er det politiets dag. 8. marts er som sagt kvindernes kampdag. 1. maj er arbejdernes internationale kampdag. 15. maj er familiernes dag. 15. august er flyvevåbnets dag. Den anden søndag i september er kampvognsførernes dag. Den 7. november fejres oktober-revolutionen (igen spiller det gamle kalendersystem et puds i datolægningen). Andre dage bruges til at festligholde brandmænd, mødre og alle mulige andre grupper.

15. marts: Strengt taget er den 15. marts Hvideruslands svar på Grundlovsdag. Det var på denne dag, Hviderusland fik en ny – og demokratisk – forfatning i 1994. Dagen er dog ikke en officiel mærkedag under det nuværende styre. Det er den 11. april sådan set heller ikke. På denne dag i 1995 gik 19 medlemmer af parlamentet i sultestrejke, for at vise deres bekymring over et forslag til en forfatningsrevision, der skulle føre de nationale symboler tilbage til den kommunistiske tids og bane vej for, at Hviderusland blev tættere knyttet til den store nabo Rusland. Sikkerhedsstyrker fjernede voldeligt parlamentsmedlemmerne fra parlamentet, og den 14. maj blev forfatningsændringen vedtaget af 80% af vælgerne i en stærkt kritiseret afstemning. Ikke desto mindre har Hvideruslands styre hver anden søndag i maj siden 1998 fejret ”Dagen for Det Nationale Symbol og Flag”. Endnu mere kontroversiel er den 24. november 1996 – som heller ikke er Grundlovsdag. Denne dag blev endnu en forfatningsændring vedtaget – i en endnu mere kritiseret afstemning. Ændringen betød blandt andet, at præsidenten fremover skulle udpege det hviderussiske senatskammer i parlamentet, og at han kunne ansætte og fyre det besluttende flertal i forfatningsdomstolen efter eget forgodtbefindende.

Den 2. april 1996 underskrev Hviderusland og Rusland en Unionstraktat – heller ikke denne dag fejres som Grundlovsdag… selvom den dog markeres som ”Unionsdag”. Nej, det nærmeste, man i hviderussisk sammenhæng kommer Grundlovsdag, er nok Uafhængighedsdagen den 3. juli. Det var den dag, Minsk blev befriet for besættende nazistiske styrker. Værd at bemærke er, at det ikke er den 27.juli der er valgt som uafhængighedsdag, som ellers var den dag, hvor hele Hviderusland blev befriet. Der er ikke tale om et tilfælde, for en uafhængighedsdag den 27. juli ville kunne misforstås. Det var nemlig også denne dag, landet erklærede sig uafhængigt fra Sovjetunionen første gang… og det er præsident Lukashenko ikke meget for!

I moderne historie var det dog reelt først uafhængighedserklæringen den 25. august 1991 – efter at gammelkommunisternes kupforsøg i Moskva var slået fejl – der gjorde landet de facto uafhængigt. I historisk sammenhæng kan den 25. marts 1918 dog også fremhæves. På denne dag erklærede den første – og temmelig kortlivede – hviderussisk stat sin selvstændighed. Går man endnu længere tilbage i historisk tid, kunne den 24. april 1794 tjene som inspiration for en uafhængighedsdag. På denne dag ledte den polske, hviderussiske og amerikanske militærmand Thaddeus Kosciusko en anti-russisk opstand, som, på trods af flere overraskende sejre over en numerisk og teknisk overlegen hær, mislykkedes.

Den 9. dag efter den ortodokse påske: Radonitsa er en mindedag, hvor hviderussere besøger familiegravsteder. Her lægger de blomster og hælder måske et glas vodka ud til forfædrenes ånder – således kan man også se, at mindedagen har rødder i tiden før hviderusserne blev kristnet. Jeg besøgte i sin tid den lukkede Tjernobyl-zone på Radonitsa. Dette er den eneste dag hvert år, hvor der er relativt uhindret adgang til zonen – netop så familier kan besøge de gamle gravsteder (Tjernobyl-katastrofen huskes i øvrigt den 26. april hvert år). Traditionen betyder, at kirkegårde og monumenter for faldne soldater er de eneste menneskeskabte strukturer, der stadig vedligeholdes i den lukkede zone.

10. maj: Denne dag fejres Juri’s dag. Det er en gammel markering af sommerens begyndelse og betydningen for landbruget. Tatarernes nationaldag ”Sabantui”, som fejres af det tatariske mindretal mellem den 13. og 14. juni, hænger også tæt sammen med landbruget, og markerer således at såningen er overstået. Den 6. til 7. juli fejres endvidere “Kupalla”, som er et gammelt hedensk ritual, der markeres i det meste af Østeuropa. Der er mange traditioner i forbindelse med Kupalla, men mest interessant er det nok, de ugifte unge kvinder ud på natten blev sendt skoven for at finde den magiske bregneblomst, som ifølge sagn kun springer ud denne ene nat hvert år. Kort tid efter at de unge kvinder blev sendt i skoven, fik de unge mænd lov at følge efter…

2. november: Djen Dzyady, eller slet og ret ”Forfædrenes dag”, minder meget om Radonitza. Således huskes forfædrene med en særlig familiemiddag. Indtil 1997 var dagen en officiel fridag, men dele af landets demokratiske opposition valgte at politisere dagen med tilbagevendende markeringer ved Kurapaty i udkanten af Minsk. Her ligger en af Stalintidens største kendte massegrave til ubehag for det nuværende hviderussiske styre. Mellem den 25. december og den 7. januar fejres “Kalyady”, som, i lighed med Djen Dzyady, er en gammel hedensk fest.

9. maj: På denne dag mindes den store fædrelandskrig, som anden verdenskrig kaldes i Hviderusland. Sædvanligvis vil der være parader i alle større hviderussiske byer på denne dag. Størst er paraden i Minsk naturligvis. Dette betyder blandt andet, at det er en af de få gange årligt, præsident Lukashenko taler offentligt. Det er klart, at krigsveteranerne spiller en helt særlig rolle denne dag. Den 22. juni mindes krigens ofrer, og den 8. september afholdes det hviderussiske militærs hædersdag. Hædersdagen har præsident Lukashenko sandsynligvis skabt for at aflede opmærksomheden fra den traditionelle markering af slaget ved Orsha, hvor en styrke på ca. 30.000 mand slog en russisk styrke på ca. 80.000 mand, i 1514.

Ligeledes er det nuværende styre heller ikke meget for at markere Slutskoprøret, der fandt sted den 1. november 1920. Også ved denne lejlighed røg hviderussere i totterne med naboen Rusland – denne gang i form af en anti-bolshevikisk revolte, som vesten ignorerede og russerne blodigt slog ned. Revolten stod dog på til langt ind i december måned. De tidligere markeringer af hviderussisk sprog i begyndelse af september er også droppet for ikke at fornærme russerne.

25. december: Der fejres katolsk jul, som mange andre steder i Europa (den ortodokse er som tidligere fortalt henlagt til begyndelsen af januar). Påske markeres også både efter katolske og ortodokse traditioner, men den hviderussisk allehelgensdag markeres vist kun af den ortodokse kirke.

Som et lille kuriosum kan det her til sidst fortælles, at hvis hviderussere skulle være så uheldige, at en mærkedag faldt i en weekend eller på et andet tidspunkt, hvor man allerede havde fri for arbejde, så er der ingen grund til bekymring. I stedet får man først kommende almindelige arbejdsdag fri i stedet.

I de hviderussiske landsbyer var det ganske normalt, at de lokale slægter og selve stedet delte navne. I løbet af det tyvende århundrede har landets befolkning dog vandret mere rundt i verden – og i selve landet for den sags skyld – end nogensinde før. Derfor dukker hviderussiske stednavne indimellem op udenfor de små uanseelige landsbyer. Her er et par gode eksempler.

Forleden indsattes Viktor Janukovich som ny præsident i Hvideruslands naboland Ukraine. Det var et uventet comeback for en politiker som var blevet dømt helt ude, efter den orange revolution for nogle år sider skyllede hen over Ukraine. I Hviderusland er der borgere, der kipper særligt med flaget over valget af Janukovich. De hedder også Janukovich og bor i den lille landsby Januki (deraf Janukovich). Det er i Januki, der ligger i det nordlige Hviderusland, den nyvalgte præsidents far, Fjodor Janukovich, blev født i 1923. Fjodor var meget ung, da hans far, altså Viktors bedstefar, Vladimir Janukovich, flyttede til Ukraine, fordi han havde fået job i kulminerne. Selv flyttede han først flere år senere, da han fik job som lokomotivfører i kulmineområdet. Onde tunger fortæller, at han pludselig fik travlt med at forlade Januki, fordi han var mistænkt for at have samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt. I hvert fald bad NKVD, KGB’s forløber, om at få ham udleveret allerede i 1945. Det skete dog aldrig.

I Ukraine blev Fjodor gift med Olga, og i 1950 fik de sammen Viktor. Olga døde dog allerede i 1952, og selvom Fjodor senere blev gift igen, kom Viktor til at vokse op hos sine bedsteforældre, som var blevet i Ukraine. Viktor Janukovich kan altså med god grund regne sig selv som Ukrainer, da han både er født og opvokset i landet. Alligevel har han, i hvert fald et par gange, besøgt Januki, blandt andet sammen med den hviderussiske statsminister, Sergej Sidorski. I dag kun er der fire faste beboere (der alle hedder Janukovich) fordelt på tre huse i den lille landsby. I byens storhedstid havde der ellers været 36 huse. Der er dog heller ikke hverken butikker, skoler, postkontorer eller i det hele taget ret mange andre bekvemmeligheder til at holde på indbyggerne. Til gengæld ligger Januki i et smukt naturområde med direkte adgang til skove, søer, moser og enge.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, blev i 1909 født i en anden lille hviderussisk landsby. Den hed Stary Gromyki, hvilket betyder Gammel Gromyko, og den lå lidt udenfor regionshovedstaden Gomel. I hans selvbiografi fra 1989 skriver Andrej Gromyko om sin landsby: ”Ja, det var en ganske lille landsby, og ja, der var som regel ikke nok af nogen ting til, at vi kunne klare os gennem den sidste del af vinteren. Der var måske to eller tre hjem, som havde nok, og situationen var ikke bedre i nabolandsbyerne. Mændene måtte derfor af sted om vinteren for at finde sæsonarbejde andre steder, men de måtte hjem til deres familier og pløje deres lille jordlod, når solen vendte tilbage om foråret, så de kunne ikke rejse så langt.” Med Sovjetunionens oprettelse kom nye muligheder til landsbyen. Gromyko beskriver, hvordan han efter den russiske revolution meldte sig ind i ungkommunisternes forbund, Komsomol, og begyndte at organisere celler i Gammel Gromyki og Ny Gromyki. Arbejdet i Komsomol krævede forberedelse, og Gromyko fortæller, at: ”Vi måtte læse en masse. Folk kom med alle mulige bøger og blade, som de havde fundet på lofter og i kældre, og der blev oprettet læsestuer i landsbyerne.” Således gik det til, at unge, ikke bare fra Gromyki, men fra mange hviderussiske landsbyer, pludselig kunne søge optagelse på gymnasier og senere universiteter, og på den måde få et andet liv, end det der havde været budt deres forfædre.

I dag rummer Gammel Gromyki dog ingen muligheder. For et par år siden besøgte jeg på en lun forårsdag landsbyen, som i modsætning til Januki i dag er totalt affolket. Husene er sunket sammen, skolen overtaget af naturen og området officielt lukket. En del af Sovjetunionens arv i Hviderusland er nemlig, at en stor del at landets syd-østlige del er stærkt forurenet af atomart nedfald fra Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930