You are currently browsing the tag archive for the ‘Ukraine’ tag.

At kalde de sidste ugers udvikling i Ukraine voldsom og uventet er slet ikke dækkende, og på en række områder rejse den store spørgsmål – hvad sker der nu, vil landet blive splittet op, finder man balancen mellem EU og Rusland? Udviklingen giver dog også anledning til overvejelser i Ukraines nabolande – blandt andet i Hviderusland, hvor nationens stærke mand, præsident Aleksander Lukasjenko, nok kigger på Ukraine med nogen nervøsitet. Hvideruslands økonomi er ikke stort bedre end Ukraines, Hvideruslands unge kigger også mod vest, når de planlægger deres fremtid, og Hviderusland hærges også af udbredt korruption. Han må alt andet lige spørge sig selv, om det kan gå ham, som det er gået Viktor Janukovich, eller om Ukraine er engangsforeteelse?

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk...

Billedet ser ikke ud af meget, men det har helt sikkert givet anledning til hævede øjenbryn hos KGB og i præsidentpaladset i Minsk…

Der er en række forskelle mellem Ukraine og Hviderusland, der gør det svært at forestille sig, at det ukrainske eksempel kan overføres direkte til hviderussisk politik. Som én hviderussisk taler sagde det på den ukrainske Maidanplads, så ligner Ukraine et velfungerende demokrati, når man sammenligner med Hviderusland. I Ukraine er den politiske opposition stærkt repræsenteret i parlamentet, i Hviderusland har den ikke et eneste sæde. I Ukraine står oppositionspolitikere som borgmestre i spidsen for flere store byer, hvilket er komplet utænkeligt i Hviderusland, hvor der i hele landet kun er en lille håndfuld valgte byrådspolitikere fra oppositionen. Og i Ukraine har domstole og andre myndighedsorganer vist nogen uafhængighed fra centralregeringen i hovedstaden – det er bestemt ikke tilfældet i Hviderusland, hvor retssikkerhed er en by i Rusland, eller som man siger på de kanter – en by i Bayern!

De rige oligarkers rolle er også meget forskellig i de to nabolande. I Ukraine følges den økonomiske magt med den politiske – noget der blandt andet kommer til udtryk ved at private ejere af tv-kanaler bruger dele af deres sendetid til at promovere udvalgte oppositionspolitikkere. I Hviderusland er oligarkerne udelukket fra det politiske liv, og de ses ofte mere som forvaltere af formuer end som egentlige ejere. Tv-kanalerne er under skarp kontrol fra regimet.

En synlig forskel er derudover, at borgernes nationalfølelse er temmelig forskellig i de to lande – eller rettere, den er stor mellem Hviderusland og Vest-Ukraine. På mange måder minder hviderusserne en del om de russisksindede ukrainere i Øst-Ukraine. Det hviderussiske sprog er presset, landets officielle symboler er tilnærmelser af dem man brugte i sovjettiden, og der har løbende været historier fremme om, at det alene var et spørgsmål om tid inden Hviderusland lod sig opsluge af Rusland. I Ukraine taler selv Janukovich ukrainsk, selv demonstranter i Øst-Ukraine flager med det ukrainske flag, og det er dog kun halvdelen af landet, der er i fare for at blive opslugt af Rusland.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem Hviderusland og Ukraine idet, at ukrainerne viste sig klar til at gennemføre en egentlig revolution i landet. Modstanden dødede ikke ud, da snigskytter åbnede ild mod demonstranterne eller da Maidanpladsen blev angrebet af store kolonner af kampklædte politifolk og indenrigsministrielle specialtropper. Anderledes ser det ud i Hviderusland. I december 2012 viste en uafhængig måling, at kun 3 pct. af hviderusserne var klar til kræve en revolution, og så sent som september 2013 svarede 54 pct. af befolkningen, at de ”nogle gange” eller ”altid” havde brug for ”en stærk hånd til at lede dem”.

Hvis Lukasjenko på trods af alt dette alligevel nærer nogen nervøsitet for om udviklingen i Ukraine kan smitte på hans eget lille kongerige, kan det dog have gode grunde. Det lader nemlig ikke til, at den hviderussiske opposition har bidt mærke i, at situationen ikke lader sig overføre til Hviderusland. Som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, hvorfor den så lystigt gør det alligevel, findes der kræfter i Hviderusland som ser stort på de politiske analyser og hårdnakket kæmper for at lade den ukrainske virkelighed blive en hviderussisk virkelighed.

Dels har en lang række unge hviderussere selv gjort rejsen til Kiev, hvor de har deltaget i protesterne på Maidanpladsen, hviderussiske oppositionsledere har holdt taler der, og hviderussiske medier har – dog på sædvanlig manipulerende vis – set sig nødsaget til at rapportere fra begivenhederne. Dels kan en ny og hidtil uset alliance – direkte inspireret af udviklingen i Ukraine – være undervejs internt i den hviderussiske opposition.

Det er ikke en alliance, der med vestlige briller er særlig køn, men det er en alliance, der har vist sig effektiv i Ukraine. For nylig lagde en gruppe unge højreorienterede fodboldbøller et billede af sig selv på nettet. På billedet stod de med bannere og flag, der erklærede deres støtte til demonstranterne i Kiev. Myndighederne reagerede hurtigt og flere af de hviderussiske hooligans blev fængslet i et forsøg på at skræmme andre radikaliserede fodboldfans fra at tage lignende initiativer. Den etablerede opposition reagerede dog lige så hurtigt, og der gik ikke lang tid før det oprindelige støttebillede fik selskab af et andet, hvor en oppositionel rockstjerne, en systemkritisk journalist og en kendt filminstruktør sammen med flere andre viste deres støtte til de forfulgte fodboldfans. Noget lignende er ikke set før i Hviderusland – aldrig før har hovedstandens intellektuelle dannet fælles front med bøller, der mest er kendt for slagsmål, hadefulde remser og højreorienterede slogans, men sammenligner man med Ukraine, er der klare lighedspunkter med den såkaldte ”Højresektor”, som viste sig klar til at gå forrest i nævekampen med myndighederne.

Hvis ikke før, så i hvert fald til næste år, vil vi vide, i hvilket omfang det ukrainske eksempel kan overføres til Hviderusland – der skal kampen nemlig stå om landets højeste og suverænt mest magtfulde embede, og selvom Lukasjenko ihærdigt påstår, at han ikke klamrer sig til magten, har han endnu til gode at vise det første oprigtige tegn på villighed til at dele den med andre. En kamp om Hvideruslands fremtid kan blive absolut lige så blodig, som kampen har været i Ukraine, men den kan selvfølgelig også udvikle sig helt anderledes!

Udviklingen og fremtids scenarierne kommenterede jeg også på i DR P1’s “Europa lige nu” sidste søndag. Indslaget om Hviderusland starter efter en Ukraine-analyse ca. 14:20 inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-110#!/

At sige noget klogt om Hvideruslands aktuelle økonomiske situation er langt fra nemt. Skal man tro landets øverste myndigheder, er den økonomiske krise det rene opspind. Således oplyser f.eks. Nadeshda Jermakova, der er bestyrelsesformand for den store Belarusbank, at de udenlandske valutareserver bliver stadigt større og finansiel uro er blevet erstattet med stabilitet. Samtidig lyder det dog fra anden kant, at sortbørsprisen for en amerikansk dollar nu er oppe på 6.350 hviderussiske rubler, hvor den officielle kurs ligger helt nede på 4.950 rubler. Min egen erfaring fra mit nylige besøg er i landet er da også, at mens alle var mere end villige til at veksle dollars til rubler til langt bedre priser end dem de statsejede banker tilbød, kneb det gevaldigt med at få vekslet sine hviderussiske rubler tilbage til dollars… også i Belarusbank!

De mange byggepladser i Minsk signalerer ikke ligefrem økonomisk krise – ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at arbejdet står stille på de fleste!

Hvideruslands økonomi voksede i 2010 med mere end 7,5 procent, hvilket umiddelbart må siges at være en ganske pæn vækst i kølvandet på en verdensomspændende økonomisk krise. Tallet dækker dog over store underliggende problemer. Landet har de sidste år taget store udenlandske lån for ikke mindre end 28 mia. dollars. Samtidig har det frasolgt store statslige virksomheder, som f.eks. banker, teleselskaberne Velcom og BeST og halvdelen af gasledningsselskabet Beltransgas, til en samlet værdi af ca. 10 mia. dollars. Det har dog ikke sideløbende med de store kapitalindsprøjtninger formået at styrke sin konkurrenceevne – heller ikke selvom Rusland fortsat subsidierer landets økonomi gennem meget lave energipriser. Hviderusland betaler således kun 250 dollars pr. kubikmeter russisk gas, hvor Ukraine betaler 290 dollar og Polen betaler 401 dollar for samme mængde.

Det ligger videre klart, at importen i 2010 oversteg eksporten med 13,5 procent af BNP og at indenlandsk forbrug i samme år oversteg den indenlandske produktion med mere end 7 mia. dollars. Tallene levner således ingen tvivl om, at Hviderusland i øjeblikket lever over evne… og fremtiden ser ikke just mere lovende ud: Hviderusland har allerede været tvunget til halvere værdien af deres valuta, forbrugerpriserne er bare i første kvartal af 2011 steget med ca. 16 procent og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev har for nylig meddelt, at landet ikke længere vil være med til at finansiere Hviderusland. På det lavpraktiske plan rapporteres der stadigt oftere om varemangel, der giver mindelser om Sovjetunionens sidste dage. Senest løb butikkerne i Brest således tør for sukker.

Økonomiske reformer virker umiddelbart som den eneste vej ud af moradset. Denne, ellers åbenlyse konklusion, lader det dog endnu ikke til at præsident Lukashenko har villet nå. Under præsidentvalget i december sidste år lovede han store lønstigninger, men indtil videre lader hans eneste strategi til at være, at forsøge at tage flere lån samt at frasælge flere virksomheder.

Jeg bad på mit møde med ledelsen af det borgerlige oppositionsparti United Civil Party (UCP) næstformanden Lev Marholin vurdere, hvor store værdier Lukashenko kan hente ved en hurtig privatisering af de mest privatiseringsegnede statsvirksomheder. Hans vurdering var, at præsidenten i år ville kunne have held til rejse 3 til 10 mia. dollars ved at følge denne strategi. Umiddelbart mente Marholin, at landets to raffinaderier, i lighed med de sidste 50 procent af Beltransgas, ville kunne sælges til russiske købere. Han vurderede videre, at telekommunikationsvirksomheden Beltelekom samt den store stålproducent BMZ også er klar til privatisering. Først og fremmest lagde han dog vægt på de igangværende forhandlinger om privatisering af mineselskabet Belaruskali. Hans vurdering var, at Lukashenko ville kunne hente op mod 10 mia. dollars på denne konto alene. Han forklarede dog, at Lukashenko værgede sig mod dette, da han ønsker at få 15 mia. dollars for bare 50 procent af selskabet. Til den pris vil hverken de potentielle russiske, kinesiske eller canadiske købere være med!

Belaruskali kan på kort sigt stabilisere hviderussisk økonomi, men et hurtigt salg vil ikke løse landets store udfordringer!

UCP’s formand Anatoly Lebedko understregede ved samme møde flere gange for mig, at man fra partiets side har fremlagt et omfattende program for en genopretning af hviderussisk økonomi… Ikke mindst fordi man ser landets aktuelle økonomiske problemer som værende en stor chance for oppositionen! Således kunne han blandt andet henvise til en nylig meningsmåling, der vidste mindre end 30 procent opbakning til Lukashenko. Lebedko understregede i øvrigt, at regeringen offentligt har valgt at lægge afstand til UCP’s økonomiske plan – der er en opdatering af en plan fremlagt under præsidentvalget sidste år – men samtidig har valgt at invitere planens ophavsmand, den tidligere nationalbankdirektør Stanislav Bogdankevich, til møde med premierministeren.

Planen kan læses på engelsk på dette link.

Mens japanerne kæmper mod de grunsomme konsekvenser af fredagens jordskælv og foldbølge og atomkraftværk efter atomkraftværk melder om problemer, radioaktive udslip og sågar en enkelt voldsom eksplosion, er Tjernobyl atter kommet på avisernes forsvider og på helt almindelige danskeres læber. Gudskelov tyder det ikke netop nu på, at Japan oplever et nyt Tjernobyl på Fukushima-værket – for arven efter eksplosionen i 1986 er ganske streng!

Forhåbentligt oplever japanerne ikke et nyt Tjernobyl netop nu. Katastrofen i 1986 trækker fortsat dybe spor i Hviderusland.

Klokken et om natten den 26. april 1986 udløstes en alarm i Hvideruslands sovjetiske naborepublik Ukraine. Alarmen varslede verdenshistoriens måske største miljøkatastrofe. Klokken 1:23 var den fuldstændig gal på atomkraftværket kun fire kilometer fra den 50.000 mennesker store by Pripjat. En enorm dampeksplosion løftede taget af Tjernobyl-reaktor nummer fire. Kort efter eksploderede selve reaktoren, og brændselsstave, brænende radioaktivt grafit og dybt skadeligt uran blev taget af vinden og spredt over store områder, Vinden blæste mod nord og nordvest – mod de hviderussiske hovedbyer Gomel, og endnu længere væk, Mogilev.

I maj 2008 rejste jeg til en af de ellers lukkede radioakive zoner i Hviderusland. Efterfølgende skrev jeg en kort beretning om turen på engelsk. Beretningen følger her:

“The tragedy is so difficult to understand. How do you measure 1000 of years of cultural presence lost, how do you measure human lives gone or spoiled, how do you measure the economic impact when 10% of a country’s agriculture and 15% of its forests are rendered useless? I visited one the Chernobyl fallout zones this week – some 30 km east of the Belarusian city Gomel. What I saw was a vast area quietly being conquered back by nature, presenting me with such amazing beauty, that it was truly difficult to understand, that the dust I was walking on would be a killer for the coming 600 years. The sun was shining and the sky was blue, birds were singing and the ground crawled with little animals – from the larger we saw plenty of footprints in soft earth.

Selvom himlen er blå, græsset grønt og fuglene kvidrer i de lukkede Tjernobyl-zoner, må man ikke tage fejl - områderne er fortsat ikke egnede til menneskelig beboelse!

My friend Daniel and I had traveled to Gomel – the first day we had seen the city landmarks and the second we were set on visiting one of the closed zones. But how and where? Adding to our confusion was the fact that we were out and about on a state holiday. Ancestor’s day probably goes back to pagan times, but now it’s used to visit, repair and decorate graveyards and monuments. This, we found out, would make our task of getting around easier, though at first we just realized that all places, we thought could have been to our assistance, were closed. It turned out, that there’s a tradition, that on this day people are allowed to go and show their respect to dead relatives and friends, buried throughout the zones. Thus graveyards and monuments appear to be the only man-made structures that are not yet being conquered by nature.

We found a map, which indicated which villages where closed and which were open. Thus we identified that the zone we would try to visit was located just east of Gomel (The zone normally referred to as The Closed Zone, is the 30 km radius zone around the Chernobyl Nuclear Power Plant. This zone is located in both Ukraine and Belarus, but is virtually inaccessible from the Belarusian side, since its borders are effectively monitored as were they state borders. Thus, it is the Belarusian border troops that monitor that zone. On the Ukrainian side official guide tours are organized from Kiev. Due to wind and weather conditions in the days following the accident some 60% of the radioactive and polluting fallout went down over Belarus – primarily in the eastern part of the country, therefore closed zones are scattered over this area). Knowing where we wanted to go, we agreed how much we would pay for our trip, and that we would try to hire a taxi-driver to take us on our exploration. We found an older man who seemed to know the area well, and who would show us around for some 60 dollars. Thus he could tell us where we could go, where we couldn’t go… and not least where we shouldn’t go! It was in his red Lada we entered this blossoming wasteland.

We visited four closed villages and an old graveyard. All villages had been abandoned, except for one house. The taxi-driver shook his head at the owner and said “these people are not normal”. We asked if he said that because of the health hazard. He answered “yes, that, but also that they live alone out here. There’s no neighbors, no visiting friends, no shops, no busses…” Another village we visited was Stary Gromyki. This was where the former soviet minister of foreign affairs was born and raised (minister from 1957 to 1985). From the world war two monument, I could understand that some 40% of the village population had been called Gromyko – one had apparently tried to put the little town on the world map. Now of course few see the abandoned basketball court, no busses come to the bus stop and no children attend the local school.

Andrej Gromyko, der var Sovjetunionens udenrigsminister i den lange periode fra 1957 til 1985, tog som så mange andre hans fødebys navn som sit eget. Her ses navnene på de bysbørn, der gav deres liv i kampen mod den nazistiske besættelse under anden verdenskrig.

The taxi-driver navigated us through overgrown roads, around fallen trees, past police checkpoints, and after about two hours in the zone he drove us out, and making small-talk on the way, he asked “do you also have a headache now?” Not even having thought about the connection between this and the environment, both Daniel and I answered “yes”. The taxi-driver looked at us and said “yes, we all get it after a couple of hours here.”

Danmarks første blog om Europas sidste diktatur

Hviderusland er ikke længere fra Danmark end Stockholm. Alligevel har mange danskere nok svært ved at adskille landet fra naboen Rusland eller overhovedet huske særlige træk ved Hviderusland. Har man set værker af maleren Marc Chagall, har man dog også set hans hviderussiske fødeby. Chagalls billeder viser genkendelige motiver i surrealistiske sammenhænge - ikke helt ulig virkelighedens Hviderusland. Velkommen til de flyvende geders land.

Bloggen redigeres af: Jonathan Nielsen

juni 2017
M T O T F L S
« mar    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930